13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Knowhow trækkes ud af Danmark

Knowhow trækkes ud af Danmark

Onsdag, 15. december, 2004, 00:00:00

Dronningborg Maskinfabrik i Randers fremstillede i mere end 100 år landbrugsmaskiner. I dag er virksomheden opkøbt af den amerikanske koncern AGCO og på vej til at lukke.

Den 57-årige værktøjsmager, Hans Hjort Møller, har arbejdet på mejetærskerfabrikken Dronningborg Industries, tidligere Dronningborg Maskinfabrik, i 37 år. De 25 år som tillidsmand for smedene.
Han protesterede ikke da Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Kommunernes Pensionskasse og pensionsselskabet PKA i 1998 solgte den mere end 100 år gamle Randers-virksomhed til den amerikansk-ejede koncern AGCO.
Nu var der nemlig store muligheder, fordi AGCO var et verdensfirma, der kunne sælge mejetærskere i hele verden, mente Hans Hjort Møller.
- Vi fik meget større muligheder for at komme af med vores mejetærskere. Vores salg var fortrinsvis i Skandinavien og Europa. Men i resten af verden var vi ikke. Det var kun en fordel for os, da der kom så stort et firma og havde kontakter i hele verden, siger han til Arbejderen, mens vi sidder i et lille møderum med udsigt ud over de mange fabrikshaller.
Hans Hjort Møller er tydeligvis stolt af virksomheden, der breder sig over mere end 25 fodboldbaner i Randers.
Værktøjsmageren kan snakke i timevis om produktionen og udvikling af landbrugsmaskiner og han kender hver en kvadratmeter af fabrikken, som det senere viser sig, da han viser os rundt.
AGCO er det tredjestørste firma inden for landbrugsmaskiner i verden. Det er et hurtigt voksende selskab, der også ejer det multinationale traktorfirma Massey Ferguson, som købte cirka 1/3 af aktierne i Dronningborg allerede i 1993.

Skuffelsen breder sig
Efter salget til AGCO i 1998 gik det langsomt op for Hans Hjort Møller og de andre ansatte på Dronningborg, at deres forventninger til den nye ejer ikke holdt vand.
De blev gang på gang skuffet. Forslag til investeringer i nye maskiner og produktionsapparat blev affejet af den nye amerikanske ledelse.
Hans Hjort Møller fremsatte på vegne af de ansatte forslag om investeringer på omkring 200 millioner. Det var ønsker om en modernisering af produktionsapparatet med blandt andet laserskærer, svejserobotter og en ny malerafdeling.
I stedet for investeringer oplevede de ansatte imidlertid, at produktionen og firmaets knowhow lidt efter lidt blev flyttet til udlandet. AGCO byggede for eksempel en helt ny reservedelsekspedition i Frankrig. Salg af reservedele fra Dronningborg lå på 75 millioner kroner om året inden udflytningen.

Skjult dagsorden
- AGCO købte op med det mål at flytte. Fra de købte Dronningborg og til i dag har de hverken betalt skat eller investeret i noget på fabrikken. Jeg har selv siddet i A/S bestyrelsen og ved, hvordan man laver regnskaber. Det beløb de har givet for fabrikken, er afskrevet for længe siden, påpeger Hans Hjort Møller.
Han mener, at det er en givtig forretning for amerikanerne at købe en dansk virksomhed og tage den viden med ud af landet, der ligger i virksomheden.
Dronningborg Industries var blandt andet førende på udvikling af satellitovervågning af landmændenes marker med informationer om afkast og gødning. En plakat i det lille møderum viser, hvordan overvågningen foregår via satellit, der sender informationer om afkast på de forskellige steder på marken. Disse informationer bruges igen, når der bliver spredt gødning på marken.
- Det har ikke været amerikanernes mening at få fabrikken til at fungere. Den skjulte dagsorden har været, at de ville have vores knowhow. De vil flytte hele produktionen og dermed undergrave den danske produktion af mejetærskere.

Lov mod opkøb
Hans Hjort Møller er i dag stærkt imod, at udenlandske firmaer får lov til at opkøbe danske virksomheder. Han mener, at der burde laves en lov, som sikrer, at danske virksomheder forbliver i Danmark.
- Jeg er sur over, at Danmark betaler penge til virksomheder, der flytter ud af landet. Det ville være bedre, hvis disse penge blev brugt til at udvikle danske arbejdspladser. Vi skal ikke acceptere at virksomheder flytter ud af landet. Vores produktionsapparat i Danmark er måske ældre end i nogle af østlandene. Men det er, fordi der ikke bliver investeret i produktionsapparatet, siger værktøjsmageren.
Hans Hjort Møller ser frem til at fagbevægelsen kommer op på tæerne og blander sig i debatten om udflytning og salg af danske virksomheder.
- Måske kan vi ikke helt forhindre, at der kommer amerikansk økonomi ind i danske virksomheder. Men der burde være regler der forhindrer, at man kan udsulte et produktionsapparat, lukke virksomheden og flytte dens værdier ud af landet. Jeg har hørt, at min forbundsformand synes det er en god udvikling med udflytning af arbejdspladser. Men det er jeg slet ikke enig med ham i, siger Hans Hjort Møller.
- Vi bliver presset af globaliseringen. Det bliver værre i fremtiden hvis vi ikke kan stoppe det i form af lovgivning. Jeg hørte lige i radioen, at de ansatte på en virksomhed var gået med til at gå ned i løn. Det betyder kun, at profitten til ejerne bliver større. Det er ikke med til, at firmaet bliver i Danmark. Det drejer sig om profit. Vores ledelse forsøgte også at presse os til at gå ned i løn, før vi fik beskeden om lukning. Men det havde ikke reddet vores arbejdsplads. AGCO har fra starten haft en plan og det var at trække værdierne til USA.

Lukning
Det sidste halve års udvikling har vist, at Hans Hjort Møller har ret. I sommers meddelte den amerikanske ledelse at virksomheden lukker produktionen i Danmark. Godt 300 ansatte blev fyret. Tilbage i Randers skal der kun være en mindre samleafdeling med 40 ansatte og en salgsafdeling, også med omkring 40 ansatte.
Den 23. december har de fyrede sidste arbejdsdag. En dag, som de ansatte vil markere og tage afsked med hinanden. Men ifølge Hans Hjort Møller har firmaet ikke taget initiativ til noget.
- Det er noget vi laver indbyrdes. Firmaet har ikke lagt op til noget. Mellem 70 og 100 har allerede fundet andet arbejde og forladt firmaet.
Hans Hjort Møller er bitter på AGCO. Ind til nu har de mange fyrede taget det meget roligt, synes han. Men der er dog nogen som ikke kan klare presset. Mens Arbejderen var på besøg, hjalp en anden tillidsmand en ansat til psykolog, fordi han var brudt sammen.
- Vi har nu haft et halvt år at vende os til det. Da vi fik beskeden var vi helt nede i kulkælderen. Men vi er alle uhyre skuffet over den behandling AGCO har givet os. Meget skuffet. Jeg er bitter, sur og gal over det, der sker. De har været nogle forbandede idioter over for os. Amerikanerne har ødelagt en god arbejdsplads. Det har de gjort siden de overtog den i 1998. Men jeg skal også videre med mit liv. Jeg har ikke fundet andet arbejde og er heller ikke interesseret i det. Jeg skal til at begynde en ny tilværelse på mine gamle dage, slutter Hans Hjort Møller.


Dronningborg Maskinfabrik
Maskinfabrikken blev startet af fabrikant Niels K. Nielsen i 1894. Han startede med at producere rensemaskiner til så og brødkorn i den gamle Dronningborg Mølle i landsbyen Dronningborg lidt uden for Randers.
Fabrikken kom til at stå som skaberen af en hel generation af moderne landbrugsmaskiner. I 1910 begyndte man fabrikationen af det selvrensende tærskeværk og året efter den første selvrensende bredtærsker. En anden gren af virksomheden var fremstilling af kværne, som da elektriciteten vandt indpas, blev benyttet af de fleste danske landbrug.
Efter en brand i 1915 flyttede fabrikken til Udbyhøjvej i Randers. I 1955 begyndte man at fremstille mejetærskere. Fra 1980 har mejetærskere været det eneste produkt der er udviklet på fabrikken.
I 1993 gik virksomheden i betalingsstandsning. Pensionsselskaber og Lønmodtagernes Dyrtidsfond plus det multinationale traktorfirma Massey Ferguson smed penge i virksomheden. Firmaet blev reorganiseret og skiftede navn til Dronningborg Industries. I de næste år gik det fremad for virksomheden. I 1997 oprettede mejetærskerfabrikken Dronningborg Harwest Academy, der uddanner forhandlere, montører, mejetærskerpiloter og sælgere.
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Kommunernes Pensionskasse og pensionsselskabet PKA solgte i 1998 den gamle fabrik til det amerikansk firma AGCO, som allerede var blevet en del af virksomheden gennem ejerskabet af Massey Ferguson.
AGCO er i dag en verdensomspændende virksomhed, som producerer landbrugsmaskiner, der bliver solgt i mere end 140 lande. AGCO er registreret på den Børsen i New York under navnet AG og den årlige omsætning er omkring tre milliarder US $.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. dec. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland