Tashin Asmail og hans familie har foreløbig levet i ni måneders uvished om familiens fremtid - advokat overvejer at klage til ombudsmand.
- Det her er umenneskeligt og i strid med menneskerettighederne!
Advokat Kirsten Bindslev er vred på vegne af sin klient Tashin Asmail.
Mere end ni måneder har de danske udlændingemyndigheder foreløbig været om at behandle Tashins anke af afslaget på at få lov til at beholde sin kone, Katsiaryna Bialko i Danmark, så de kan være en familie med deres to små børn.
- Ministeriets sagsbehandlingstid er normalt kun seks til otte måneder. Det her er en urimelig belastning af familien. Derfor overvejer jeg stærkt at klage til ombudsmanden over ministeriets langsommelige sagsbehandling.
Arbejderen har tidligere fortalt historien om familien. Tashin Asmail har politisk flygtningestatus. Han er førtidspensionist - ødelagt af tortur i Saddam Husseins fængsler. Det er højst tvivlsomt, om han vil kunne tage sig af familiens to små børn, hvis moderen udvises, som de danske myndigheder lægger op til.
Efter ministeriets første afslag den 11. juni i år, fik familien besked om at moderen skulle forlade landet omgående - også selvom Tashin Asmail ankede afgørelsen, og sagen derfor ikke var endeligt afgjort.
Nu kræver advokaten, at Katsiaryna i det mindste får lov til at blive hos sine børn og sin syge mand, så længe sagen ikke er afgjort.
Der bliver ikke råd til at fejre meget jul hos den lille familie. I dagligdagen må de to voksne og to børn leve af Tashins førtidspension.
- Senest har vi lige været på Tandlægeskolen for at få trukket to dårlige tænder ud på min kone. Det er gratis. Min kone har ikke ret til lægehjælp i Danmark. Ellers er hverdagen selvfølgelig præget af uvished om hvad der skal ske med vores familie. Men vi glæder os til at børnene starter i børnehave til januar, fortæller Tashin Asmail til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278