Siden 1. maj har et fælles udvalg mellem LO, DA, politiet og Told og Skat registreret mellem 240 og 280 udenlandske arbejdere alene i Sønderjylland.
I over et halvt år har Malerforbundet i Sønderborg holdt tæt øje med en gruppe polske håndværkere. Forbundet mener nemlig, at fire polakker arbejder til langt under mindstelønnen, selv om der er indgået overenskomst mellem det danskejede polske firma og fagforeningen.
Ifølge overenskomsten skal polakkerne have omkring 120 kroner i timen. Men det tror opmåler og bestyrer af Malerforbundets kontor i Sønderborg, Mogens Bartholin, ikke på at de får.
Ifølge hans oplysninger får polakkerne mellem 25 og 50 kroner i timen. Mogens Bartholin har dog ikke haft nogen direkte kontakt med de polske håndværkere på grund af sprogproblemer.
Overenskomsten, der er indgået, har de polske håndværkere ikke læst. Derfor ser Mogens Bartholin frem til et møde med direktøren for det polske firma. Der mangler nemlig forsat dokumentation for polakkernes løn, påpeger han over for Arbejderen.
Overenskomst er indgået mellem Malerforbundet og det polske firma Quitzau Construction, der har polakkerne ansat.
- Jeg tror ikke en meter på direktøren for Quitzau Construction. De polske håndværkere kan ikke læse dansk. De ved ikke hvad direktøren har skrevet under på, siger Mogens Bartholin til Arbejderen.
Der er mangel på malere i Sønderjylland, derfor har han ikke noget imod udenlandsk arbejdskraft. Men de skal have en ordentlig løn, så de ikke konkurrerer med dansk arbejdskraft, forklarer han, og lægger ikke skjul på, at det tager meget tid at kontrollere de udenlandske håndværkere. Alle sager om udenlandske arbejdere bliver sendt videre til et fælles udvalg mellem LO, DA, politiet og Told og Skat, som løbende vurderer omfanget af udenlandsk arbejdskraft i Sønderjylland.
Siden 1. maj har udvalget registreret mellem 240 til 280 personer alene i Sønderjylland, forklare Jens Ole Juhler, distriktssekretær i SiD og formand for udvalget.
Distriktskontoret i Rødekro bruger omkring 30 timer hver uge på at undersøge arbejdsforhold og lønninger. Kontoret får hver dag henvendelser om polakkere, lettere og litauere, der er set arbejde i Sønderjylland.
- Jeg vil skyde på, at halvdelen af de 280 arbejder på kanten af loven. Resten arbejder på den ene eller anden ordning. Vi har set folk, der fik en bruttoløn på 42 kroner i timen og chauffører, der fik 20 procent af den normale løn for danske eksportchauffører, siger distriktssekretær for Sønderjylland, Jens Ole Juhler, til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278