FN havde Grønland registreret som en dansk koloni frem til 1953. Med den nye grundlov blev Grønland et dansk amt, men grønlanderne tog aldrig stilling til grundloven af 1953.

Grønland og Færøerne er ifølge international ret en del af Danmark. Hverken Grønland eller Færøerne har status af kolonier.
Kort efter FN blev oprettet bad generalforsamlingen medlemslandene om at skrive en liste over deres kolonier, de såkaldte 'ikke-selvstyrende områder'.
Det skete i henhold til FN-Pagtens artikel 73. Den opremser kolonimagtens ansvar for områderne, og siger blandt andet:
'Medlemmer af de Forenede Nationer, som har eller påtager sig ansvaret for administration af områder, hvis folk endnu ikke i fuldt mål har opnået selvstyre, anerkender den grundsætning, at disse områders indbyggeres interesser er af altovervejende betydning'.
Det lå i pagtens ånd, at disse områder med tiden skulle blive selvstændige.
Danmark satte i første omgang Grønland på listen, mens Færøerne ikke kom med. Det var i høj grad op til landene selv at afgøre, om et givent område var en koloni eller en del af moderlandet.
Der er dog eksempler på, at generalforsmalingen på eget initiativ har sat områder på listen over afhængige områder. De portugisiske kolonier Angola, Mocambique og Østtimor er eksempler. Det gælder også for den franske koloni Ny Kaledonien, som generalforsamlingen så sent som i 1990 satte på listen.
Men Danmark tog Grønland af listen igen. Det skete ved resolution 849 (IX) under generalforsamlingen i 1954, da Grønland med grundloven fra 1953 blev et dansk amt.
I resolution 849(IX) hedder det blandt andet, at generalforsamlingen 'noterer sig, at da det (grønlandske folk) tog stilling til den nye konstitutionelle status har det grønlandske folk, gennem deres valgte repræsentanter, frit udøvet deres ret til selvbestemmelse'.
Men grønlænderne har aldrig taget stilling til den danske grundlov, hverken gennem valgte repræsentanter eller ved en folkeafstemning.