10 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nej-sigere fortsætter kampagne

Nej-sigere fortsætter kampagne

Onsdag, 22. december, 2004, 00:00:00

64 procent af SF`s medlemmer har sagt ja til EU-forfatningen. Nej-sigerne opfordrer til at blive i partiet, men EU-spørgsmålet er allerede den største enkeltårsag til udmeldelser.

Med 64 procent af de afgivne stemmer sagde et overraskende stort antal af SF's medlemmer i går god for, at partiet anbefaler et ja til EU-forfatningen.
To ud af tre satte ved urafstemningen kryds ved ja, hver tredje sagde nej, og hver tredje SF'er har slet ikke stemt. Billedet af et parti i EU-splid med sig selv fortsætter.
- Det er ærgerligt for os. Det havde været flot med et SF, som gik ud og anbefalede et nej, siger Pernille Frahm, tidligere medlem af EU-parlamentet, til Arbejderen.
SF Ungdoms formand Thomas Medom er dybt skuffet over, at SF ikke ville melde sig på det europæiske hold af venstreorienterede partier og folkelige bevægelser, som siger nej til forfatningen. SFU er dog ikke indstillet på at følge moderpartiet.
- SFU har allerede taget hul på forberedelserne til en nej-kampagne ved en kommende folkeafstemning, og vi er også klar til at kæmpe imod vores moderparti, som vi synes svigter på et meget afgørende område, siger Thomas Medom til Arbejderen.
Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen beklager samstemmende resultatet og opfordrer SF's nej-fløj til samarbejde.
- Holger K. Nielsen har tilsyneladende haft held til at foregøgle et flertal af SF's medlemmer, at SF skulle kunne sætte en afgørende bremse i over for EU's magtfuldkommenhed. Men november-aftalen med regeringen rokker intet ved den kommende EU-forfatnings afgørende dele: realiseringen af en EU-stat med EU-præsident, EU-udenrigsminister og EU-militarisering. Jeg nægter at tro, at dette står på ønskelisten hos SF's vælgere, siger Ole Krarup, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen.
Resultatet betyder ikke, at diskussionen om EU nu stopper i SF, mener Pernille Frahm. Hun vil fortsat føre kampagne mod forfatningen og opfordrer nej-sigerne til ikke at forlade partiet.
Netop EU-spørgsmålet har dog allerede fået mange til at forlade partiet. Mellem 200 og 250 medlemmer melder sig hvert kvartal ud, mens et tilsvarende antal melder sig ind. En undersøgelse foretaget af SF for nylig, viste, at de fleste udmeldelser skyldes helt eller delvis politisk uenighed - især på EU-politikken. Omkring en fjerdedel angav denne årsag.
Claus Lindegaard, formand for SiD Kastrup og tidligere SF'er, er lettet over, at han kom ud i tide.
- Det var EU-spørgsmålet, der fik bægeret til at flyde over for mig, men også på det faglige område er SF tippet og mangler en profil. SF er blevet en del af den politiske grød på den politiske midte. Til sidst kunne jeg slet ikke genkende mig selv i partiet, siger Claus Lindegaard til Arbejderen.
- Jeg var længe om at beslutte mig for at melde mig ud. Nu har jeg det endnu bedre med den beslutning, jeg traf, siger Claus Lindegaard som reaktion på urafstemningen i SF.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. dec. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland