Østjyske folketingspolitikere, der støtter besættelsen af Irak får i disse dage en utraditionel julehilsen. Selv om de støtter besættelsen vil de ikke være valgobservatører.
'Det er et naivt budskab og mangel på viden.' 'Jeg kan kun konstatere at jeg er uenig med afsenderen.' 'Det har jeg ingen kommentar til.'
Det er nogle af reaktionerne fra de folketingspolitikere, som i disse dage får en utraditionel julehilsen: julekort, der opfordrer dem til at bruge juledagene til at overveje, om de stemte rigtigt, da de den 15. november sagde ja til at forlænge besættelsen af Irak.
Folketingspolitikerne er alle valgt i Århus Amt og har stemt ja til den fortsatte besættelse af Irak. Bag de utraditionelle julekort står den århusianske afdeling af Danmarks Kommunistiske Parti ML, DKP/ML. Postkortene blev delt ud i Århus mandag eftermiddag sammen med en folder med navnene på de 97 politikere der fortsat støtter besættelsen.
- De folkevalgte er nødt til at have modet til at sige fra over for regeringens morderiske politik i Irak. Derfor opfordrer vi de otte østjyder til at bruge julen til igen at overveje, om de har gjort det rigtige, siger Anders Fenger, medlem af DKP/ML, til Arbejderen.
Jørn Pedersen, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, mener, at det er et naivt budskab og udtryk for mangel på viden omkring Socialdemokraternes holdning til Irak.
- Det er en alvorlig sag. Naturligvis tænker jeg over tingene. Det ville jeg også gøre selv om jeg ikke havde fået et postkort. Det er der ikke noget nyt i, siger Jørn Pedersen til Arbejderen.
Heller ikke Fredy Dam, valgt for Venstre, vil lade sig påvirke af postkortene, som han har modtaget flere af.
- Inden jeg trykkede på knappen og stemte ja, havde jeg overvejet hvad jeg skulle. Jeg mener stadig, at det var en udmærket beslutning, siger Fredy Dam til Arbejderen.
Hverken Jørn Pedersen eller Fredy Dam vil melde sig som valgobservatør i Irak. Jørn Pedersen vil ikke forholde sig til spørgsmålet. Fredy Dam vil ikke tage af sted, men benægter at han er en kylling.
- Om jeg vil være valgobservatør i Irak. Det er et primitivt og upassende spørgsmål. Det har vi folk til, der har med udenrigspolitik at gøre, siger han.
Det lykkedes ikke for Arbejderen at få en kommentar fra Sven Auken og Jann Sjursen. Jørgen Winther, valgt for Venstre ville ikke udtale sig overhovedet.
Se mere på: www.cafeoskar.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278