10 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Vi kunne være selvstændige i dag

- Vi kunne være selvstændige i dag

Onsdag, 22. december, 2004, 00:00:00

Danske politikere har gentagne gange lovet, at hvis færingerne ønsker selvstændighed kan de få det. Men i 1946 underkendte Danmark en færøsk folkeafstemning, der krævede netop selvstændighed.

Kun en gang i historien er det færøske folk blevet spurgt, om de vil være en del af Danmark. Dengang - i 1946 - bestemte færingerne faktisk, at de ville være selvstændige. Alligevel kom Færøerne ind under Danmark med grundlovsændringen i 1953.
Forløbet bliver beskrevet i en ny rapport om Færøernes og Grønlands ret til national selvbestemmelse, 'The Rigth to National Self-Determniation'. Rapporten er bestilt af den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget. Gruppen arbejder for selvstændighed for Færøerne og Grønland.
Baggrunden for den færøske afstemning i 1946 var, at Danmark var besat af tyskerne under Anden Verdenskrig. Det fik Storbritannien til at besætte de danske besiddelser Færøerne og Island.
Efter krigen var der stærke bevægelser for selvstændighed. Både Island og Færøerne havde jo bevist, at de udmærket kunne klare sig uden Danmark. Island blev selvstændigt, mens Færøerne fik en folkeafstemning om selvstændighed.

Nej blev vendt på hovedet
Det færøske folk var splittet på spørgsmålet. Et af de partier, der gik ind for selvstændighed, troede ikke de kunne vinde afstemningen. Partiets leder opfordrede derfor alle tvivlere til at skrive 'nej' på stemmesedlen - forstået som et nej til selvstyre under Danmark. Partiets håb var, at disse nej-stemer sammen med stemmerne for selvstændighed fik flertal.
Resultatet af afstemningen viste et flertal for selvstændighed. Men de danske myndigheder brugte de færøske partiers splittelse til at hævde, at stemmesedlerne med 'nej' var et nej til selvstændighed. De fik støtte i denne påstand af det mindretal af færinger, der gik imod selvstændighed.
Dermed var vejen åben til at erklære resultatet af afstemningen for uklart, opløse det færøske Lagting og udskrive et nyt valg. Det nye Lagting var også splittet på spørgsmålet om selvstændighed, og godkendte i stedet at indføre hjemmestyre i 1948. Med grundloven af 1953 blev Færøerne en integreret del af det danske rige.
Den danske regering regnede fra nu af Færøerne som en del af Danmark. Danmark satte derfor ikke Færøerne på FN's liste over områder, der ikke havde fuld selvstændighed. Listen blev udarbejdet af FN's Generalforsamling kort efter Anden Verdenskrig som et væsentligt element i FN's af-kolonialisering.
Det betyder dog ikke, at Færøerne ikke har ret til selvstændighed, ifølge international lov. For det første havde Danmark faktisk pligt til at sætte Færøerne på listen. For det andet er retten til selvstændighed skrevet ind i en række internationale konventioner - herunder FN-Pagten - som Danmark har skrevet under på, fremgår det af rapporten.

Vil være selvstændige
Høgni Hoydal er færøsk politiker og medlem af den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget. Han er en af dem der har bestilt den nye rapport om selvstændighed. Hoydal er også aktiv for kravet om færøsk selvstændighed, og var med i den gruppe, der i 2000 forhandlede med den danske regering.
- Hvis Færøerne var kommet med på FN's liste over områder, der ikke havde selvstændighed ville hele processen være afsluttet i dag. Så havde vi kunnet træffe et reelt valg mellem integration, fri association eller fuld selvstændighed, og have fulgt FN's retningslinjer.
- Danmark besluttede jo, at de ikke ville tage Færøerne med på listen på et tidspunkt, hvor vi var ude i en folkeafstemning om selvstændighed - og faktisk stemte for det.
- Vi ville også have kunnet udnytte vores status under forhandlingerne med den danske regering i 2000. Forhandlingerne strandede, fordi Danmark insisterede på, at der er tale om et internt dansk anliggende. Derfor var der ingen internationale regler og vejledning at følge, siger Høgni Hoydal til Arbejderen.
Høgni Hoydal fortæller, at det springende punkt for selvstændighed er økonomien. 600 års dansk overherredømme - og særligt de sidste 60 års politik - har gjort Færøerne til klienter i forhold til Danmark.
- Det er jo en pointe i FN-Pagten, at afhængige territorier har ret til en rimelig overgang. Når de danske politikere fortæller os, at vi kan få selvstændighed når Færøerne ønsker det, så er det jo ikke et reelt tilbud.
- Vi får nemlig samtidig at vide, at det vil være slut med bloktilskuddet i morgen. Derfor stemmer mange færinger efter pengepungen, og ikke deres egentlige overbevisning, mener Høgni Hoydal.
Høgni Hoydal henviser til, at den koalition af selvstændighedspartier, som han selv er medlem af, og som havde magten i det færøske Lagting under forhandlingerne med Danmark, blev væltet tidligere i år.
Efter forhandlingerne besluttede koalitionen at gøre sig økonomisk uafhængige, og de reducerede bloktilskuddet fra Danmark med en tredjedel - det ville svare til, at Danmark skærer 60 milliarder i finansloven.
- Vi ville afvikle alle bindinger, og det gik fremad til vi tabte valget. Vores mål var og er at få en folkeafstemning, selvom det lige nu kører på vågeblus, siger Høgni Hoydal.

Maastrich-parallel
Danmark underkendte den færøske folkeafstemning om selvstændighed i 1946. Alligevel tror Høgni Hoydal på, at regeringen vil anerkende en ny afstemning, hvis der er et klart flertal for selvstændighed.
- Først og fremmest fordi der vil være mere international opmærksomhed på resultatet, end der var i 1946. Forløbet dengang minder på flere måder om EU-afstemningen om Maastricht-traktaten. Danskerne stemte nej, men fik EU alligevel. Vi stemte for selvstændighed og imod et selvstyre. Vi fik selvstyret men ingen selvstændighed.
- Danmark bruger ikke så meget direkte magt. Det er mere indirekte magt, manipulation og økonomisk pression. Ligesom i 1946 vil de udnytte de færøske partier, der fortsat vil være en del af Danmark, slutter Høgni Hoydal.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. dec. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland