Efter salget af kommunens eget selskab til at vedligeholde infrastrukturen, bliver København afhængig af kontrakter med private.
I starten af december besluttede Københavns Kommune at sælge det kommunale selskab KE Partner, der tager sig af en lang række drift og vedligeholdelses opgaver omkring den københavnske forsyning af el, varme, gas og vand. Beslutningen blev taget på et lukket møde i Borgerrepræsentationen. Også selve referatet og beslutningen om salget holdes hemmelig.
- Det er en skandale, at man nu privatiserer en vigtig del af driften af den københavnske forsyning, siger Rikke Fog-Møller, der sidder i Borgerrepræsentationen for Enhedslisten.
Lige siden KE Partner i år 2000 blev udskilt som et selvstændigt aktieselskab fra Københavns Energi har Enhedslisten peget på faren i selskabsopdelingen af KE Partners moderselskab Københavns Energi.
- Nu ser vi for første gang, at kommunens ledelse begynder at sælge fra. Det er som at skære hånden af selskabet. Fremover skal vi købe ydelserne af en lang række forskellige selskaber, og det giver ikke den rigtige sikkerhed for pris og kvalitet i forsyningen, siger Rikke Fog-Møller til Arbejderen.
Hun frygter især, at det nye finske selskab vil få svært ved at finde ud af det indviklede københavnske net af vand-, gas- og elledninger i undergrunden.
- Disse net og forbindelser er blevet opbygget igennem de sidste 100 år. Derfor er især de ældres medarbejderes viden helt uundværlig. Det er ikke et system man bare lige finder rundt i. Desværre ser det nu ud til, at en stor del af den viden forsvinder sammen med en stor del af medarbejderne i KE Partner.
Kun én tredjedel af de tjenestemændsansatte arbejdere i KE Partner har sagt ja til at følge med over i det nye selskab.
Rikke Fog-Møller forudser, at det vil blive svært for det nye selskab at genvinde 100 procent af de kontrakter som KE Partner har i dag.
- Det nye selskab skal ud i en hård konkurrere om prisen på at vedligeholde Københavns infrastruktur. For at sikre sit overskud vil det finske Eltel Networks se mod andre byer. Så står vi med et problem.
Kun Enhedslistens fem medlemmer stemte imod salget. Resten af Borgerrepræsentationens 40 medlemmer fordelt på syv partier stemte for.
Prisen som det finske selskab, Eltel Networks måtte betale for KE Partner er 53 millioner kroner. De penge kan hurtigt vise sig at være givet godt ud, frygter Rikke Fog-Møller.
- Forbrugerne risikerer at komme til at betale dyre lærepenge, når kun et enkelt selskab reelt kan klare at udføre opgaverne. Forsyningen er i dag offentligt monopol, og vi risikerer at blive afhængige af et enkelt privat selskab for at klare fremtidens drift og vedligeholdelse - så var det bedre at beholde det på kommunale hænder, mener Rikke Fog-Møller.
Næste salg kan blive el-delen i Københavns Energi. Til januar tager Københavns Kommune stilling til et salg af selskabet. Københavns Energi er ombejlet på grund af selskabets attraktive 34 procents aktiepost i Energi E2, der leverer den sjællandske elproduktion.
Københavns Energi er Danmarks næststørste elforsyningsselskab efter NESA. De har en omsætning i nærheden af fem milliarder kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278