10 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Energiarbejdere afviser privatisering

Energiarbejdere afviser privatisering

Torsdag, 23. december, 2004, 00:00:00

147 ud af 236 tjenestemænd fra det Københavnske vedligeholdelsesselskab KE Partner afviser at gå med over i nyt selskab.

- Hvad sker der med forsyningssikkerheden, hvis det finske selskab går konkurs? Det er et reelt spørgsmål. Politikerne kan ikke gøre noget i den situation. De er sat uden for indflydelse, fordi de hverken ejer energiarbejderne eller produktionsmidlerne. Det er præcist årsagen til energi-krakket i Storbritannien. Kommunen har ikke lært noget og sikret sig.
Spørgsmålene er mange hos David Gibson, formand for Miljø- Energi og Forsyningsarbejdernes Fagforening.
Den 10. januar begynder cirka 200 overenskomstansatte el-, vand-, gas- og belysningsarbejdere hos deres nye arbejdsgiver, finske Eltel Networks. Firmaet skal fremover stå for langt størstedelen af hovedstadens vitale ledningsnet, efter at kommunen har solgt sit selskab KE Partner.
Samtidig efterlades næsten lige så mange af deres erfarne tjenestemandsansatte kolleger til en uvis fremtid. Tre ud af fire af de tjenestemandsansatte nægter nemlig at flytte med over til det privatejede finske Eltel Networks.
I alt afviser 147 ud af 236 tjenestemandsansatte arbejdere i det offentligt ejede energiselskab KE Partner at gå med i det nye firma.

Mistillid til ledelsen
David Gibson var med til at forhandle tilbuddet igennem. Han ser ikke afvisningen som et udtryk for mistillid til de faglige organisationer.
- Arbejderne vil hellere sige nej til det nye firma og tage tre år på rådighedsløn, hvor de risikerer at blive parkeringsvagter eller blive afsat andre steder i kommunen, end de vil følge med over i det nye selskab.
- Det her er et klart signal til ledelsen i KE Partner. Det er udtryk for mistillid til den måde, de har forvaltet deres ledelsesret på. Desuden ved energiarbejderne udmærket godt, at hvis de går over i det nye selskab risikerer de, at deres løn og arbejdsvilkår vil blive forringet, ligesom de også risikerer at deres pension bliver mindre, fortæller David Gibson til Arbejderen.
David Gibson har ikke mange tårer tilovers for den situation som Københavns Kommune og det finske selskab nu står i. Han stiller sig samtidig hovedrystende overfor rygter om, at Københavns Kommune har overvejet at tvinge de tjenestemandsansatte til at arbejde for det nye firma - af hensyn til forsyningssikkerheden.
- Den situation som kommunen står i, er selvforskyldt. Det er kommunen selv, der har ønsket at sælge KE Partner. De har selv haft indflydelse på indholdet af aftalen. De har selv bestemt hvem de ville forhandle med.
Men han understreger samtidig, at fagforeningen - af hensyn til forsyningssikkerheden og arbejde til medlemmerne - naturligvis gerne vil være med til at finde arbejdere til det nye selskab. Men det skal foregår på en ordentlig måde og til ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Frist udskudt
I går besluttede kommunen og det finske firma - endnu en gang - at forlænge fristen til at sige ja, denne gang til den 31. december. David Gibson tvivler på, at det hjælper noget.
Afvisningen af det nye selskab skyldes især usikkerhed om fremtiden.
- Prøv at se på energisektoren idag. Der findes rigtig mange selskaber. Arbejderne risikerer at blive videresolgt mange gange på få år. Alene i KE Partner er der sket fem-seks store omvæltninger de sidste tre år. Hver gang efterfulgt af store nedskæringer på energiarbejderne. Det er jo ikke, fordi folkene gerne vil slippe for at arbejde. De har mødt på arbejde klokken syv hver morgen og knoklet løs i mange år for KE Partner.


KE Partner A/S
KE Partner A/S er et entreprenørselskab med cirka 450 ansatte, der udfører entreprenøropgaver indenfor kloak, brøndboring, gas, el, vand og tele samt rådgivning og udførelse indenfor gadebelysning og trafikanlæg.


Eltel Networks
Eltel Networks har kun erfaring indenfor vedligehold af tele- og elnetværk. Eltel Networks beskæftiger mere end 2300 ansatte og derudover 800 i sine associerede selskaber. Eltel Networks regner med at omsætningen i år når 310 millioner euro.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. dec. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland