10 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Slagteriarbejdere efterlyser dialog

Slagteriarbejdere efterlyser dialog

Torsdag, 23. december, 2004, 00:00:00

Ledelsen i den danske slagteribranche har givet løfter om dialog med de ansatte. Men foreløbig foregår dialogen kun den ene vej, påpeger tillidsrepræsentanter.

Men foreløbig foregår dialogen kun den ene vej, påpeger tillidsrepræsentanter.
De ansatte i den danske forædlingsindustri slås for tiden for at bevare arbejdspladserne i Danmark.
Men de er oppe mod hårde odds. Ledelserne i Tulip og Danish Crown viser ikke megen vilje til samarbejde. I stedet satser de på massefremstilling af billige fødevarer, frem for kvalitet og produktudvikling, lyder det fra slagteriarbejderne på Tulips fabrikker.
- Tillidsrepræsentanterne på de fire af Tulips fabrikker, der producerer pølser i Danmark, har flere gange rakt hånden ud til forhandling for at finde en samlet løsning. Og de har en meget stor viden, som det er vigtigt, at Tulips ledelse trækker på, når der skal tages strategiske beslutninger, siger Tage Arentoft, forbundssekretær i Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet, NNF.
Han fortæller til forbundets fagblad, at tillidsrepræsentanterne i starten af november måned tog initiativ til et møde med ledelsen. På det møde blev parterne enige om, at man lokalt ville finde besparelser på 10 procent - et arbejde som blev sat i gang med det samme og som stadig foregår.
Som bekendt ventede Tulip ikke på resultatet af det arbejde. I stedet meddelte Tulip for en måned siden, at fabrikken i Ringsted skulle lukkes. Det fik de 230 ansatte i Ringsted til hårdt presset at acceptere en aftale om lønnedgang på 15 procent. Men flere dages strejke fra kollegaer i hele landet og overvejelser om konsekvenserne af at sige ja til en sådan aftale endte med, at aftalen blev taget af bordet igen. Tulips ledelse svarede igen ved at hive planen om lukning af Ringsted-fabrikken op af skuffen.
De fire tillidsrepræsentanter fra Tulip i Sdr. Borup, Vejle Nord, Ringsted og Svenstrup vil gerne være med til at udvikle branchen og ønsker stadig dialog og samarbejde med ledelsen.
- Vi vil arbejde for en samlet løsning for forædlingsindustrien. Og det gør man ikke ved at forhandle lokalt fra virksomhed til virksomhed, lyder det fra tillidsrepræsentanterne.
De mener ikke, at en produktionsgaranti på et år eller mere for en enkelt virksomhed gavner branchens fremtid.
- Den bedste garanti for fortsat beskæftigelse er investering i arbejdskraften, i ny teknologi og produktudvikling. Og den garanti skal ikke gælde den enkelte virksomhed, men de virksomheder, som produktmæssigt hænger sammen. Er ledelsen parat til en dialog om at finde løsninger, så er vi også, inviterer de fire tillidsfolk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. dec. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland