11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Verdens unge mod imperialisme og krig

Verdens unge mod imperialisme og krig

Fredag, 24. december, 2004, 00:00:00

For fred og solidaritet - vi kæmper mod imperialisme og krig. Sådan lyder parolen for verdensungdomsfestivalen, der afholdes i Venezuela til sommer.

af Nikolaj Brint-Nielsen
Det kaldes verdens største politiske begivenhed for unge og studerende. Det siges tilmed, at enhver der har deltaget på en af de traditionsrige festivaler vil bære på oplevelsen resten af livet. Følelsen af samhørighed og solidaritet mellem arbejdere og unge på tværs af nationaliteter. Kort sagt følelsen af at være en del af en verdensbevægelse.
Til august næste år sker det så igen. Op mod 20.000 progressive unge fra alle afkroge af kloden vil sætte hinanden stævne i Caracas, Venezuelas hovedstad.
Formålet er først og fremmest at diskutere de problemer, unge over hele verden er fælles om. Problemer, som vel kort og godt kan formuleres samlet som det projekt at sikre et samfund, der er bæredygtigt og behandler sine borgere med værdighed og respekt.
Der vil være et hav af muligheder på festivalen. Konferencer, seminarer og et utal af møder vil behandle stort som småt. Ideer og erfaringer udveksles, og bestræbelserne på at styrke kampen mod imperialismen koordineres. Hele festivalen afsluttes med en politisk hovedudtalelse, der formulerer ungdommmens svar på de samfundsmæssige problemer.
Det politiske afsæt for festivalen er modstanden mod den moderne imperialisme, blandt andet som den kommer til udtryk i den såkaldte globalisering. Dette afsæt viser sig tydeligst i festivalens hovedparole, der lyder 'For fred og solidaritet - vi kæmper mod imperialisme og krig'.
I den internationale appel til verdens unge og studerende om festivalen hedder det:
'På samme tid vokser skellet mellem fattige og rige, og kløften mellem de udviklede lande og udviklingslandene vokser.
Udbytning, sult, arbejdsløshed, sundhedsproblemer, fattigdom og elendighed fortsætter med at stige, som et resultat af imperialismens økonomiske og militære politik, med katastrofale konsekvenser for millioner af mennesker over hele verden.'
Festivalen vil også være en enestående mulighed for at opleve den rivende udvikling i Venezuela på nærmeste hold. Festivalen afholdes i tæt samarbejde med de venezuelanske myndigheder, der stiller fine faciliteter til rådighed.


Verdensfestivalen
Verdensfestivalen blev afholdt første gang i 1947 i Prag under parolen 'Ungdom, forén jer - fremad for varig fred!' Festivalen i Venezuela er den 16. i rækken og forventes at samle op mod 20.000 unge.
Festivalen organiseres af progressive og demokratiske ungdoms- og studenterbevægelser over hele verden. Mange af disse er medlemmer af Det Demokratiske Verdensungdomsforbund (WFDY), der står som samlet koordinator.
Rejseomkostningerne fra København til Caracas vil beløbe sig til omkring 6500 kroner, hvortil der skal lægges et deltagergebyr på cirka 1400 kroner. Gebyret dækker kost, logi og al deltagelse på festivalen. Bemærk dog, at det er den danske festivalkomites håb at kunne nedbringe disse omkostninger en smule ved hjælp af økonomisk støtte. Endvidere undersøges mulighederne for at rejse sammen med andre europæiske delegationer, og på den måde opnå en grupperabat.
Er du interesseret i at deltage på festivalen eller bare en smule nysgerrig? Så skal du kontakte Jens fra den danske festivalkomite på email: jehean@ruc.dk eller telefon 28 76 92 23. Festivalkomiteen vil officielt blive stiftet i slutningen af januar i København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. dec. 2004 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland