11 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Medlemmerne skal være aktive

Medlemmerne skal være aktive

Fredag, 14. januar, 2005, 00:00:00

16 byggefagforeninger rejser kampagne mod lønpres, u-organiseret arbejdskraft, arme- og benfirmaer. Opfordrer medlemmerne til at gøre noget ved sagen.

Fagforeningerne i byggebranchen oplever at lønnen bliver presset. Baggrunden er, at flere og flere firmaer på byggepladserne ikke har overenskomst og de ansatte er ikke organiseret.
Problemet er nu så stort, at 16 fagforeninger i Byggefagenes Samvirke i København starter en kampagne for at gøre medlemmerne på byggepladsen aktive.
En del af kampagnen er en 14 siders folder, der går i kødet på, hvad fagforeningerne opfatter som hovedproblemet: Vikarbureauer, arme- og ben firmaer, udenlandske firmaer uden overenskomst og indenlandske firmaer, der spekulerer i skattefrie diæter som en del af lønnen.
'For at forsvare lønnen og arbejdspladserne må vi alle tage et ekstra ansvar. Det gælder også dig og din arbejdsplads. Sammen med kollegerne, også fra andre fag, må I gøre, hvad I kan, for at løse de her problemer på vores arbejdspladser'.
Sådan lyder opfordringen til medlemmerne ude på pladserne.
'Du og kollegerne ER fagforeningen ude på arbejdspladsen. I må ikke vente på, at nogen inde fra fagforeningen kommer forbi og opdager problemerne'.
Byggefagforeningerne føler sig ikke mindst presset af udenlandske firmaer, der kan tage pusten fra den lokale fagforening. Fagforeningerne bruger flere og flere kræfter på problemerne omkring de udenlandske firmaer og uorganiserede håndværkere. Det er et arbejde, der hele tiden kører op af bakke og ikke kan løses uden hjælp fra medlemmerne på arbejdspladsen.
Byggefagforeningerne slår til lyd for at indføre omvendt bevisbyrde for de udenlandske firmaer. Det burde være op til dem at bevise, at de opfylder betingelserne for at arbejde i Danmark.
Arme og ben-firmaerne betragter fagforeningerne på samme måde. En dårligdom der skal ryddes af vejen. Det enkelte medlem bør ikke acceptere disse enmandsfirmaer på arbejdspladsen.
Arme og Ben-firmaer skal ansættes på lige vilkår med ordinære svende, arbejde efter overenskomsten og være organiseret i fagforeningen.


Fire hovedproblemer
Byggefagenes Samvirke i København mener at der er fire hovedproblemer:
1) Vikarbureauer uden overenskomst og deres ansatte, som står uden for fagforeningen.
2) Arme og Ben-firmaer: På trods at de hverken har selvstændig ledelsesret eller skaffer eget materiel, hopper de ind og ud ad pladserne og overtager arbejdet.
3) Indenlandske firmaer, der udstationerer deres svende, men presser timelønnen ned, fordi der bliver spekuleret i at indregne de skattefrie diæter som en del af lønnen.
4) Udenlandske firmaer uden overenskomst og deres uorganiserede arbejdskraft, der hentes ind og går til dårlige løn- og arbejdsforhold, mens overenskomster, love og regler bliver bøjet og omgået.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. jan. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland