14 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tillidsfolk mobiliserer til konference

Tillidsfolk mobiliserer til konference

Torsdag, 20. januar, 2005, 00:00:00

Fagbevægelsen skal finde sine egne ben og stå fast over for partierne mener tillidsfolk, der skal til valg-konference i København fredag

- På den faglige konference på fredag skal vi fastlægge hvad vi vil som tillidsfolk og fagbevægelse. Spørgsmålet er, vil vi stille krav til en ny politik uanset om der er partier der vil indfri dem eller ej. Efter min mening skal vi på fredag sætte dagsordenen og så må partierne melde ud om de støtter os, siger Jan S. Andersen, faglig sekretær i 3F Logistik og Byg Århus.
Bestyrelsen i fagforeningen diskuterede onsdag eftermiddag den faglige konference og mobiliseringen til den. Jan S. Andersen mener, at det er et helt rigtigt initiativ at samle tillidsfolk for at formulere krav til en anden politik, nu når valget er udskrevet.
- Men det havde været rart, at de her diskussioner havde kørt på arbejdspladserne. Derfor skulle vi også have vedtaget det på den sidste konference i Odense i august. Jeg er bange for at vi er i 11. time, men det skal ikke hindre os i at gøre hvad vi kan under valgkampen, siger han til Arbejderen.
I Nordjylland er tillidsfolk også ved at mobilisere til at deltage i København på fredag. Men hvor mange, der tager med, er usikkert på grund af den korte varsel, påpeger John Pedersen, aktiv i tillidsmandsringen i Aalborg og tillidsmand på Korsnäs Packaging i Nørresundby.
- Jeg forventer, at vi kommer frem til en konklusion omkring arbejdsmarkedspolitikken, der var fremme på mødet i Odense sidste gang. Hvis vi skal støtte arbejderpartierne, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, så skal de bakke op bag vores krav. Ellers er det ikke sikkert vi kan anbefale vores medlemmer at støtte dem, siger John Pedersen til Arbejderen.
Han håber at LO Storbyerne og Fagligt Ansvar efter konferencen kan stå sammen om kravene til en anden politik.
Formand for havnearbejderne i 3F Aalborg, Ole Nors, mener at også socialdemokraterne nu bør støtte de faglige krav der ligger fra konferencen i Odense.
- Nu må vi tage de faglige briller på. Jeg synes vi har et godt gennemarbejdet papir. Det er simpelthen udgangspunktet på fredag, siger Ole Nors til Arbejderen.
Ken Fischer, fællestillidsmand på LSG Skychef i Kastrup Lufthavn vil slå et slag for at få nogle klare krav igennem på konferencen. Han er en af oplægsholderne, der repræsenterer arbejdspladserne, på konferencen.
- De partier, der bakker op bag vores krav, vil vi anbefale at stemme på. Politikere der støtter vores krav må sige det klart og ikke pakke det ind i et eller andet med, at de samarbejder i Folketinget og nu må vi se hvad der sker, siger han til Arbejderen.
Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal i Horsens og medlem af koordinationsgruppen i Fagligt Ansvar, mener at valget er tiltrængt.
- Når vi peger på alternativerne til den førte politik, er det vigtigt, at vi peger på indholdet i den politik vi ønsker og står for, frem for personer. Dette valg er i medierne blevet udråbt til et præsidentvalg mellem to kandidater. Det er vigtigt at vi i så høj grad som muligt får det drejet over til at blive en stillingstagen mellem forskellige typer politik, siger han på Fagligt Ansvars hjemmeside.


Program for Faglig Konference:
Fredag den 21. januar. Kl. 10 til 15.30.
TEC Frederiksberg, Stæhr Johansensvej 7, København
kl. 10.00: Velkomst
kl. 10.15: Faglige krav til en anden politik ved Finn Sørensen Næstformand i 3F Kbh. - Industri og Service
kl. 10.25: Behandling af 'Faglige krav til en anden politik'
kl. 12.30 Vedtagelse af 'Faglige krav' og forslag til aktiviteter.
kl. 14.00 Arne Johansen,TIB; Bente Sorgenfrey, FTF; Ken Fischer, fællestillidsmand på LSG Skychef Lufthavnen
kl. 14.30 Videregivelse og kvittering af det vedtagne dokument til Frank Jensen - Holger K. Nielsen - Frank Aaen.
Ved Anders Olesen, Byggefagenes Samvirke
kl. 15.00 Peptalk og afslutning.

www.fagligtansvar.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. jan. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland