Beslutningen om, hvor meget det skal koste at deltage i undervisningen, flyttes fra Folketinget og de lokale amtsråd til VUC centrene.
Kursisterne på landets Voksenundervisnings Centre, VUC, kan se frem til prisstigninger for at få lov til at uddanne sig.
Hvis den borgerlige regering overlever valget den 8. februar, er den klar med et nyt lovforslag: Loftet, der fastsætter hvor meget et Center maksimalt kan opkræve i deltagerbetaling for enkeltfag, som eksempelvis fransk og fysik, bortfalder.
I dag er der indført et loft på 900 kroner for VUC's enkeltfag.
- Vi risikerer at markedsgørelsen af VUC-uddannelserne vil føre til fusioner mellem flere VUC-centre. På sigt risikerer vi, at der bliver langt mellem centrene og at små fag kommer i klemme for at få penge til at markedsføre sit lokale VUC, advarer formanden for Gymnasieskolens Lærerforening, Gorm Leschly, overfor Arbejderen.
Han forudser, at der vil opstå A, B og C-centre, hvor de, som har råd, får tilbudt små, eksklusive klasser og undervisning af høj kvalitet - mens fattigrøvene bliver spist af med discount-løsninger.
- Det må aldrig blive pengene, der er afgørende for, om du går i gang med en uddannelse. Det her forslag har en ekstra tung ende fordi det rammer dem, der måske lige mangler et fag fra folkeskolen, siger Gorm Leschly.
I dag er deltagerbetalingen for kernefagene dansk, matematik, engelsk og dansk som andetsprog fastsat til 100 kroner. Mens det enkelte amt selv kan fastsætte deltagebetalingen for øvrige fag, indenfor rammen 300-900 kroner.
Man skal helt ned i bemærkningerne til lovforslaget for at få øje på regeringens hensigter med loven. Her slås det til gengæld klart fast, at '...det skal være de enkelte institutioner, der fastsætter deltagerbetalingen...', skriver undervisningsministeren.
Desuden flyttes beslutningen om, hvor meget det skal koste at deltage i undervisningen, fra Folketinget og de lokale amtsråd til VUC centrene.
- Politikerne fralægger sig ansvaret for beslutningerne om en vital del af uddannelsespolitikken, når spørgsmålet om deltagerbetalingen lægges ud i de enkelte VUC-bestyrelser, konstaterer Gorm Leschly.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278