Kun 12 procent får arbejde på den arbejdsplads, hvor de har været ansat med løntilskud. Løntilskud er en fiasko, konstaterer Træ-Industri-Byg.
Forbundet Træ-Industri-Byg kan nu dokumentere, at løntilskud ikke er det mest effektive middel til at skaffe folk i varig beskæftigelse.
- Det er kun 12 procent af vores medlemmer, der får arbejde på den arbejdsplads, hvor de har været ansat med løntilskud typisk i seks måneder, siger Claus Paulsen, vicekasserer i TIB, til Arbejderen.
I foråret 2004 besluttede forbundet sig for at undersøge effekten af at sende folk i løntilskud. Det skete samtidig med, at Claus Hjort Frederiksen (V) lancerede kampagnen om at få 4000 flere i arbejde med løntilskud i løbet af få måneder. Siden undersøgelsen blev startet har forbundet gennemgået 161 handlingsplaner for arbejdsløse medlemmer.
- Beskæftigelsesministeren begrundede sin kampagne med, at løntilskud var det mest effektive redskab til at få ledige i arbejde. Dengang havde vi en formodning om, at løntilskud ikke virkede, men vi kunne ikke dokumentere det. Det kan vi nu. Vi oplevede jo, at tømrersvende, der kun havde gået ledige i tre uger blev sendt i arbejde med løntilskud. Nu har vi sort på hvidt, at løntilskud er en fiasko, hvis målet er at få ledige i ordinær beskæftigelse, konstaterer Claus Paulsen.
- Vi er utilfredse med, at løntilskud bruges uhæmmet, og ønsker med undersøgelsen at skabe opmærksomhed om problemet. Vi må sammen med arbejdsgivere og politikere være med til at sikre mere langsigtede løsninger på beskæftigelsen. Vi har mange både faglærte og ufaglærte medlemmer, hvis arbejde er truet på grund af udflytning af danske virksomheder. Kun ved at sikre opkvalificering og tilbud om uddannelse inden en virksomhed lukker, kan vi ruste medlemmerne til et eventuelt jobskifte.
Onsdag skrev vi i Arbejderen om de nye tal fra Danmarks Statistik, der afslører, at ud af 17.000 nye job i 2004 er 12.000 oprettet med tilskud til arbejdsgiverene.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar til tallene fra Claus Hjort Frederiksen, Jens Vibjerg eller en helt tredje person fra Venstre.
Udviklingen for offentligt ansatte fra 2001 til 2004:
Pædagogmedhjælpere:
3320 færre ordinært ansatte - 526 flere ansat med støtte. I alt er 11,8 procent af medhjælperne ansat med støtte i dag.
Specialarbejdere, brolæggere og gartnere:
1663 færre ordinært ansatte - 268 flere ansat med støtte. I alt er 18,6 procent af de offentligt ansatte i denne gruppe ansat med støtte i dag.
Rengøringsassistenter:
487 færre ordinært ansatte - 284 flere ansat med støtte. I alt er 6,4 procent i denne gruppe ansat med støtte.
Teknisk servicemedarbejdere:
110 flere ordinært ansatte - 760 flere ansat med støtte. I alt er 37,1 procent af denne gruppe ansat med støtte.
Social- og sundhedspersonale:
5545 færre ordinært ansatte - 849 flere ansat med støtte. I alt er 3,3 procent i denne gruppe ansat med støtte.
Kilde: 3F Fagbladet
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278