12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Krigen rykker ind i valgkampen

Krigen rykker ind i valgkampen

Fredag, 28. januar, 2005, 00:00:00

En række kunstnere og intellektuelle vil have Irak-krigen på dagsordenen i valgkampen. De indkalder til demonstration den 5. februar.

- Det er nu her op til valget, besættelsen af Irak skal på den politiske dagsorden. Debatten skulle have været taget før, men der hersker jo ikke normale tilstande i Danmark under den her regering, siger forfatteren Kirsten Thorup til Arbejderen.
Hun kræver, sammen med 250 andre danskere heriblandt mange kunstnere, de danske tropper hjem fra Irak. De indkalder nu til demonstration i København den 5. februar.
De er ikke ene om det krav. 63 procent af danskerne ønsker de danske tropper trukket hjem fra Irak, enten her og nu eller ved at der fastsættes en tidsfrist. Det viser en undersøgelse, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende.
Regeringen prøver at holde Irak-debatten ude af valgkampen. Men det lykkes ikke. TV2 Nyhederne kunne onsdag aften berette hvordan specielt unge førstegangsvælgere insisterer på at afkræve statsministeren et klart svar om den danske deltagelse i besættelsen af Irak. Fogh besøgte den dag flere uddannelsessteder, hvor han blev konfronteret med de unges kritiske spørgsmål om krigen.
- Irak-krigen er helt klart et vigtigt tema for de unge, siger Pia Daugaard fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning til Arbejderen. Hun er ikke i tvivl om, at det er et af de emner, der kommer til at afgøre, hvor førstegangsvælgerne sætter deres kryds.
Det er den modstand, som de 250 kunstnere og intellektuelle ønsker at synliggøre.
- Hvor længe skal vi som borgere, blive ved med at lægge navn til de ting der sker i Irak? Vi har jo også et moralsk ansvar som befolkning. Og Danmark har et medansvar, når amerikanske og britiske soldater begår tortur. Vi kan ikke bare vaske vores hænder, siger Kirsten Thorup.
- VK-regeringen og Dansk Folkeparti har et ansvar for at sende Danmark i krig på et utroligt smalt mandat. Og bagefter umyndigør de befolkningen, ved ikke at ville godkende, at der kommer en offentlig høring og debat om grundlaget for krigen.
Udover Kirsten Thorup er blandt andre komikeren Sebastian Dorset, præsten Anne Braad og forfatteren Klaus Rifbjerg med i initiativet.
Fra Klaus Rifbjerg lyder opfordringen: Hvis du får kvalme af krig og kanon, så rump dig op til demonstration. De danske soldater i Irak skal ud, det er det nødvendige enkle bud!

Demonstration lørdag den 5. februar klokken 13 på Christanshavns Torv, København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. jan. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland