12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Missil mod regering skulle skjules

Missil mod regering skulle skjules

Tirsdag, 01. februar, 2005, 00:00:00

Der er tale om en `latterlig nedskæring`, mener direktør for analyseinstitut. Han forsøgte at hemmeligholde undersøgelse.

Der er skåret ned i tilskuddet per elev - både i folkeskolen og i gymnasierne. Det viser en undersøgelse lavet af Institut for Konjunkturanalyse, IFKA. Resultatet tilbageviser regeringens påstande om, at der ikke er sket nedskæringer.
- Nu er det én gang for alle blevet slået fast, at der er sket forringelser over en bred kam. Regeringen må forholde sig til tallene. De må undskylde, at de har løjet. Og så må de enten stå ved, at der er sket forringelser, eller love at de vil ændre deres politik, siger talsmand for Stop Nu, Thor Möger Pedersen, til Arbejderen.
IFKA's direktør forsøgte at tilbageholde tallene til efter folketingsvalget. Det er efterfølgende kommet frem, at han har tætte forbindelser til Konservative.
- Det er hamrende udemokratisk, at en direktør tilbageholder en uafhængig rapport, fordi konklusionerne kan skade regeringen i valgkampen. Elever og studerende har af egen lomme betalt undersøgelsen, fordi vi vil have sandheden frem. IFKA's direktør havde aldrig turde tilbageholde en lignende analyse, hvis den var bestilt af et stort firma, konstaterer Thor Möger Pedersen.
IFKA-direktøren forsvarer sig med, at han ikke var sikker på, at tallene 'ville blive brugt forsvarligt'.
- Der er tale om omfattende og svært gennemskueligt materiale, som kan tolkes på mange måder, og misbruges i valgkampen. Analyser er valgkampens missiler, og man skal ikke udlevere missiler, uden at have en rimelig sikkerhed for at de bliver brugt forsvarligt, udtaler direktør, Jørn Thulstrup, til Arbejderen.
Det er elevbevægelsen Stop Nu, der har bestilt undersøgelsen. Pengene er indsamlet blandt de studerende selv. Ideen var at bruge tallene i debatten op til folketingsvalget. Selvom direktøren for IFKA først afviste at offentliggøre resultatet, har han efter pres besluttet at lægge delkonklusionerne frem.
De viser blandt andet, at tilskuddet per elev på de mellemlange uddannelser i 2008 vil være 9,4 procent lavere end i 2001.
Og at der blandt folkeskolens mere end 500.000 elever, fra 2002 til 2003, er skåret 0,6 procent svarende til 311 kroner per elev.
- 311 kroner ud af et samlet tilskud på cirka 49.000 er jo ikke en reel nedskæring. Det er jo fuldstændig latterligt, mener Jørn Thulstrup.
For de cirka 65.000 unge på de almene gymnasier er tilskuddet per elev faldet 2,5 procent fra 2002 til 2003. Der er budgetteret med samme tilskud i 2004.
- Det er interessant, at politikerne nu pludselig ikke vil snakke økonomi, men hellere vil tale om kvaliteten af uddannelserne. Det vil vi også. Men politikernes snak om kvalitet handler om antallet af elever i klasserne og flere lærertimer, og i sidste ende om hvor mange penge der er per elev, konstaterer Thor Möger Pedersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland