12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tillidsfolk mod udflytning

Tillidsfolk mod udflytning

Onsdag, 02. februar, 2005, 00:00:00

Staten må gribe ind overfor samfundsskadelig udflytning af sunde danske arbejdspladser, mener Tillidsmandsnetværket i København.

I dag ligger der pølser fra Tulip i kølediskene i Coop Danmarks og Dansk Supermarkeds butikker i Danmark. Men det er slut om kort tid. Supermarkedskæderne vil fremover få lavet deres pølser i Polen - og pølsefabrikken Tulip i Ringsted vil dreje nøglen om.
Beslutningen var allerede truffet, da Tulip-ledelsen krævede 15 procents lønnedgang for at bevare arbejdspladsen i Danmark. Et krav de ansatte i første omgang følte sig truet til at sige ja til.
- Vi fik pistolen for panden - og i ryggen. Vi fik ingen betænkningstid. Men da vi fandt ud af, hvad det gik ud på, sagde vi fra igen. Lønnedgang løser intet, forklarede Lisbeth Andersen, slagteriarbejdernes tillidsrepræsentant, mandag på et møde i Tillidsmandsnetværket i København.
Mødets emne er 'kampen for danske arbejdspladser'. Økonom Karen Sunds redegør for baggrunden for, at ikke blot Tulip, men også mange andre virksomheder, i disse år flytter arbejdspladserne mod øst - og kommer med forslag til modtræk.
Det er ikke dårlig økonomi, der får virksomhederne til at flytte. For eksempel havde Danish Crown, der ejer Tulip, sidste år en profit på 1,2 milliarder kroner. Og Tulip i Ringsted var en af de bedst fungerende afdelinger. Men det er udsigten til en endnu højere profit til aktionærerne, der trækker arbejdspladser ud af Danmark.
- Samfundsmæssigt set er det fuldstændig Ebberød Bank at lukke en virksomhed som Tulip i Ringsted. Det er en højeffektiv virksomhed, som bidrager til værdiskabelse i samfundet. Jeg synes det er vigtigt at slå på, at industrier bygget op gennem generationer, som indeholder en masse know-how og potentiale, ikke skal lukkes, bare fordi nogle personer på direktionsgangene ser en fordel i det, erklærer Karen Sunds.
Hun slår derfor til lyd for at rejse kravet om, at samfundet, det vil sige staten, må gribe ind og sikre den fortsatte produktion. Og som noget af det første selvfølgelig få afskaffet statstilskuddene til udflytning af danske arbejdspladser.
- Staten bruger årligt cirka 14,5 milliarder skattekroner på at flytte job ud af landet. Det er bedre at bruge skattekronerne på det modsatte. Vi må rejse en politisk kampagne, med krav om at staten går ind og sikrer videreførelse af produktionen ved lukning af større, profitgivende arbejdspladser. Så må det offentlige drive produktionen videre, foreslår Karens Sunds.
Jan Mathisen fra det københavnske tillidsmandsnetværk fortæller, at netværket nu vil bringe forslagene og ideen om en landsdækkende kampagne for bevarelse af danske arbejdspladser op på det landsdækkende møde for tillidsmandsnetværk senere på måneden.
- Den er vi helt sikkert med på, lyder det fra Jan Andersen, tillidsmand i Aalborg Havn og formand for det nordjyske tillidsmandsnetværk.
- Vi har jo haft det tæt inde på livet heroppe - i flere omgange. Her på vores sidste møde i tillidsmandsnetværket snakkede vi netop om, at hvis de penge Eternitten i Aalborg har fået for at flytte produktionen til Tjekkiet og Polen, i stedet var gået til at modernisere arbejdspladserne her, så kunne produktionen være bevaret i Danmark, siger Jan Andersen til Arbejderen.
Som omtalt i Arbejderen i går ser der nu ud til at være politisk flertal i Folketinget for at stoppe den direkte statsstøtte til udflytning af danske job.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland