Indenrigsministeren afviser at garantere stop for nedskæringer og start for investeringer overfor 1100 elever.
I Imperial Bio i København fik indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i går en enestående chance for at skrive under på en kontrakt med Danmarks elever og studerende.
Alt han skulle gøre var at sætte sin underskrift på elevbevægelsen Stop Nu's forslag til kontrakt, der slår fast, at nedskæringerne på uddannelsessektoren stopper og investeringerne starter.
- Det er meget smart... Det er vist ikke kun læsefærdighederne, men også regnefærdighederne det kniber med. Der bruges flere penge på uddannelse end da vi kom til, gentog indenrigsministeren igen og igen på valgmødet, der samlede omkring 1100 handelsskoleelever og -lærere.
- Alligevel får ingen mig til at love, at det ikke i fremtiden kan blive nødvendigt at reducere udgifterne til uddannelsessektoren. Jeg vil overlade de gyldne løfter og valgflæsket til andre, sagde Løkke Rasmussen.
I stedet for at diskutere tal ville regeringens repræsentanter hellere snakke indhold. Den var de fremmødte elever med på.
- På min handelsskole er der ni klasser med mere end 34 elever. Det betyder at mange dropper ud, fortalte Mia fra Roskilde Handelsskole.
Den unge pige fik svar på tiltale af miljøminister Connie Hedegaard:
- Det er altså bedre, at der er lidt mange i klasserne, end at der er nogle der ikke får en uddannelse. Der er ikke råd til bare at hæve tilskuddene til uddannelserne, erklærede hun.
Enhedslisten høstede dagens største bifald, da Line Barfod krævede flere penge til uddannelse
- Jeg har ingen gyldne løfter til de multinationale. Tværtimod. Coca-Cola og McDonalds skal nemlig begynde at betale skat. Vores finanslov har et overskud på 20 milliarder, så der er penge til både bedre uddannelser og andre ønsker.
Indenrigsministeren kom ikke langt med at gentage regeringens løfte om at afsætte ti milliarder kroner til forskning og iværksættere.
- Hvordan kommer de ti milliarder konkret handelsskolerne tilgode? Regeringen vil kun afsætte penge til forskning og iværksættere, der konkret giver et afkast. Vi må også tænke på dem, der om nogle år skal ind på universiteterne. Derfor skal der også sættes penge af til jer handelsskoleelever, sagde Pia Gjellerup fra Socialdemokraterne.
Mødet sluttede med at politikerne fik overrakt en hvid t-shirt med teksten 'Giv handelsskolerne råd! '.
Samtlige politikere modtog gaven med glæde - de kan nemlig selv bestemme om budskabet på trøjen er: Flere penge til handelsskolerne, så der bliver råd til bedre undervisning. Eller gratis råd fra politikerne til handelsskolerne. Endelig kan 'Giv handelsskolerne råd' betyde forfald og skimmelsvamp til handelsskolerne.
Lykketoft underskrev i går eftermiddags kontrakten med Stop Nu om stop for nedskæringer i uddannelsessektoren. Men Fogh afviser, ligesom Løkke Rasmussen, at gøre det samme.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278