12 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Redningsplan betyder lønnedgang

Redningsplan betyder lønnedgang

Fredag, 04. februar, 2005, 00:00:00

Presset på de danske slagteriarbejdere fortsætter. På Tulip i Brabrand indebærer en redningsplan lønnedgang for de ansatte.

Der er knap gået to måneder, siden slagteriarbejderne på Tulip i Ringsted afviste kravet om lønnedgang, til gengæld for at udskyde lukningen af fabrikken.
Nu står 275 ansatte på Tulips afdeling i Brabrand i en tilsvarende klemme.
- Tulip Brabrand har levet under truslen om lukning i mange år og ledelsen har konstant øje på omkostningsniveauet, siger Klavs Elvig Hansen, formand for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundets afdeling i Århus til Arbejderen.
Han er derfor glad for, at der er udarbejdet en redningsplan, der peger på investeringer i ny teknologi på 70 millioner kroner.
- Det vil koste arbejdspladser, men kan vi bevare 175 arbejdspladser i stedet for at virksomheden udflager, så er det at foretrække, siger afdelingsformanden til Arbejderen.
Men ikke nok med at den nye teknologi vil betyde færre arbejdspladser. Den vil også medføre, at de ansatte må gå ned i løn.
Klavs Elvig Hansen forklarer det med en 30 år gammel teknologi-aftale, der teknisk handler om, at de ansatte går fra at blive aflønnet for ”håndtid” i stedet vil blive aflønnet for ”maskintid”.
Hvis virksomheden investerer 70 millioner kroner i ny teknologi, så er de ansatte parate til at gå ned i løn, er tillidsmand på fabrikken, Kai Nygaard Hansen, citeret for at sige til DR's regioner.
Det lykkedes ikke Arbejderen i går at få fat på tillidsmanden, der også er næstformand i NNF’'s Århus-afdeling, for en uddybende kommentar.
Der lød ellers andre toner, da 60 tillidsfolk fra Danish Crown koncernen, der ejer Tulip, var samlet til stormøde i Horsens den 15. december sidste år.
Da havde 4000 slagteriarbejdere strejket i flere dage i protest over ledelsens krav om lønnedgang på slagteriet i Ringsted.
Her tog ledelsen Ringsted-aftalen af bordet og lovede samtidig ikke at presse slagteriarbejderene med lignende aftaler.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland