Kommunen blev idømt et arbejdsgiveransvar, fordi de omkring 50.000 ansatte ikke har fået den rigtige løn, siden Accenture overtog lønudbetalingen.
Københavns Kommune har brudt overenskomsten på grund af manglende lønudbetalinger gennem det sidste halve år. Det afgjorde Arbejdsretten mandag.
Kommunen blev idømt et arbejdsgiveransvar, fordi de omkring 50.000 ansatte ikke har fået den rigtige løn, siden det internationale konsulentfirma Accenture fik overdraget lønudbetalingen sidste sommer.
De offentlig ansatte har oplevet et halvt år med lønkaos. Nogle fik næsten ingen løn mens andre fik et svimlende beløb. Nogle er blevet snydt for tillæg og andre havde forkerte skatteprocenter.
- Vi har i god tro forsøgt at få en ny lønudbetaling. Det har skabt lønkaos. Accenture har vi ikke været tilfreds med, selv om de har sagt, at de kunne løfte opgaven, siger Karen Hækkerup, medlem af økonomiudvalget i Københavns Kommune for Socialdemokratiet.
Karen Hækkerup har bakket op om udliciteringen af kommunens lønudbetaling til Accenture. Det ville hun gøre igen med henvisning til den stramme økonomi og regeringens skattestop.
- Udlicitering og privatisering i kommunerne er hurtige penge, men her har vi forregnet os. Udlicitering ender ofte ulykkeligt og jeg ville ønske, at jeg kunne stemme imod, men hvis alternativet er fyringer så sidder man i fælden, siger hun.
Det er FOA og Lærernes Centralorganisation der har rejst sagen ved Arbejdsretten. De offentligt ansatte har været rasende over udliciteringen af lønudbetalingen og det kaos det har medført. Selv om fagforeningerne har været imod udliciteringen har både SF og Socialdemokratiet på Rådhuset stemt for.
- Vi har vundet første slag Det er blevet slået fast at medarbejderne har krav på løn til tiden og den rigtige løn, siger forhandlingsleder Steen Parker Sørensen, til Politikken.
Udliciteringen af kommunens lønudbetaling skulle give en besparelse på 43 millioner kroner. Men alene startomkostningerne til det nye lønsystem, der blev indført sammen med udliciteringen, koster kommunen 35 millioner kroner.
Arbejdsretten har endnu ikke taget stilling til, om kommunen skal have en bod for brud på overenskomsten. Men dommen kan bruges til at rejse en erstatningssag imod Accenture, mener Enhedslistens budgetordfører Mikkel Warming.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278