Alle andre steder end i Landstingssalen var valgaftenen på Christiansborg præget af skuffelse over regeringens sejr.

Christiansborg ligger badet i et skarpt hvidt lys på denne tirsdag aften. En helikopter svæver over Borgen, og på landjorden er politiet massivt tilstede. Alle der nærmer sig indgangen, bliver kontrolleret. Efter at være sluppet forbi politiet handler det om at finde vej i en park af tv-udstyr og mediefolk, der sværmer omkring indgangen. Det lykkes, uden at falde i det virvar af ledninger der ligger overalt.
Så er der endnu en kontrol ved indgangen og endnu flere ledninger, før vi slipper indenfor i det højhellige på denne valgaften. Stemningen er spændt afventende, endnu er der kun løse prognoser at forholde sig til, så udtalelserne kommer med forsigtighed.
I år har Socialdemokraterne og Konservative fulgt Venstres eksempel - alle tre partier holder valgaften andre steder i byen, så der er kun syv partier på Christiansborg. Dansk Folkeparti kan bryste sig af at være de største af de tilbageblevne, derfor breder partiet sig i Landstingsalen, hvor Socialdemokraterne plejer af holde til. En hyggepianist undeholder de fremmødte pianister, der er god plads i lokalet. Inde ved siden af, hos SF, er der jazzmusik på programmet.

Fremgang for Ø
På anden sal, hvor Enhedslisten holder til, er der også musik, indtil resultaterne begynder at strømme ind. Det går godt for listen, rigtig godt endda. Der tegner sig en fremgang på to mandater. Det får selvfølgelig smilene frem og indimellem er der klapsalver og tilråb over særligt opmuntrende resultater. Men alligevel er stemningen ret mat, begejstringen over egen succes overskygges af den dystre udsigt til endnu fire år med Fogh ved magten.
- Socialdemokraterne har ikke ført en politik, der har været et klart alternativ til Fogh, konstaterer Pernille Rosekrantz-Theil, der er genvalgt til Folketinget for Enhedslisten.
Hun vurderer, at SF er gået tilbage, blandt andet fordi de skiftede på EU-spørgsmålet. Og fordi det på mange måder kan være svært at se forskel på SF, Socialdemokraterne og Radikale.
Når det gælder årsagen til Enhedslistens frengang, peger Pernille Rosenkrantz-Theil på betydningen af, at de har formuleret en arbejdsmarkedspolitik med jobskabelse i det offentlige, samt betydningen af en klar holdning når det gælder Irak-krig og EU-forfatning.
- Vores fremgang skyldes også, at vi har den rødeste ungdomsårgang siden 1965, hvis det ikke skulle afspejle sig ved valget hvornår så?
I lokalerne ved siden af Enhedslisten er begejstringen over valget endnu mindre. Her er Kristendemokraterne som ryger ud af Folketinget, Centrumdemokraterne som ikke kommer ind, samt Minoritetspartiet der stiller op for første gang, og er langt fra spærregrænsen.
- Vi havde håbet på flere stemmer, vi har fået mange positive reaktioner, fortæller Poul Gerhard Kristiansen fra Retsforbundet. Han er en af kandidaterne for Minoritetspartiet.
- Men det har været en kamp overhovedet at blive registreret i meningsmålingerne og komme med i de forskellige debatter.
Minoritetspartiet er modstander af EU-forfatningen, men har oplevet hvordan det nærmest har været umuligt at diskutere EU's indflydelse på dansk politik i valgkampen.

Værdier i vælten
De tre større partier er placeret langt væk fra 'de små'. Der er trængsel hos Radikale og begejstringen over den store fremgang er tydelig, selvom den selvfølgelig er blandet med skuffelse over, at VK fortsat sidder på regeringsmagten.
Hvorfor er Radikale gået så meget frem, spørger vi en af partiets unge folketingskandidater.
- Jeg tror det skyldes, at vi har fokuseret så meget på værdier, mens Socialdemokraterne og Venstre har fokuseret på gaver og løfter og været stort set lige gode eller lige utroværdige, siger Rune Heiberg Hansen, der stiller op i Østre Storkreds.
- Enhedslisten er også gået frem, de har også lagt vægt på værdier.
Ved siden af de Radikale holder Dansk Folkeparti til. Her er Dronning Pia ankommet under voldsomt pressehysteri. Hun skal nu skære den gigantiske 'Dansk Folkeparti-lagkage' ud. Med kniven løftet lægges der an til pressefotos, omkring 15 fotografer står på nakken af hinanden for at få fotoet i kassen. Det tager lang tid at få det første stykke kage skåret ud, til alt held for de lækkersultne er det kun det ene stykke, som partiformanden står for udskæringen af. Midt i alt virvaret, med pressefolk tæt omkring sig, forsøger hyggepianisten at spille, godt nok svære arbejdsbetingelser.
Ellers er det bemærkelsesværdigt, at Pia Kjærsgaard ikke virker overvældende begejstret over sin fremgang på to mandater. Journalisternes spørgsmål til den radikale fremgang, irriterer hende tydeligvis.

Ingen ny politik
I det sidste lokale finder vi SF. Her er stemningen trykket, tilbagegangen lander på et mandat, også ved sidste valg gik partiet tilbage.
- Vores holdning omkring EU-forfatningen har fået nogle vælgere til at gå til Enhedslisten, det er der ingen tvivl om. Måske kan det også godt være svært at se forskel på os og Socialdemokraterne, det er noget af det, vi skal analysere på, erklærer en meget træt udseende Holger K. Nielsen, inden han må have en øl at styrke sig på.
Det er ved at være tid til partilederrunden. Ude fra byen ankommer Fogh, Lykketoft og Bendtsen og pressen går nærmest amok i kampen for at få de bedste foto og udtalelser.
På vej hjem smutter vi lige indenfor i Copenhagen Jazzhouse hvor Socialdemokraterne holder til. Stemningen er ret mat ved udsigten til en tilbagegang på fem mandater. Det er selvransagelsens time, men en snak med henholdsvis Claus Larsen-Jensen og Pia Gellerup slår fast med syvtommersøm, at overvejelserne ikke går i retning af at føre den arbejderpolitik, som mange på arbejdspladserne efterlyser. Begge mener, at partiets politik har været helt rigtig.
- Hvad er arbejderpolitik i dagens Danmark, spørger Claus Larsen-Jensen.
- Verden er mere kompliceret. Mønstrene er ved at ændre sig i befolkningen. Klasseopdelingen er ved at forsvinde, det samme er højre/venstre aksen. Lønmodtagere bliver til millionærer fordi de ejer et parcelhus. For os handler det om at holde fast i centrum-venstre projektet.
Med den besked begiver vi os ud i den kolde februarnat, med udsigten til endnu fire seje Fogh-år.