Dansk Folkeparti har ikke tilpasset sig regeringen - det er gået lige omvendt, fastslår samfundsforsker.
Dansk Folkeparti kan først og fremmest takke en regering, der accepterer racistiske toner for at bevare regeringsmagten, en ukritisk presse - og en ukampdygtig opposition for sin fremgang på to mandater ved folketingsvalget.
Det mener samfundsforskeren René Karpantschof, der er tilknyttet Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.
- Dansk Folkeparti har fået for nemt spil. Ukritiske medier og en svag opposition har betydet, at regeringen og Dansk Folkeparti har kunnet fastholde grebet om hvilke temaer, der skulle til debat i valgkampen, siger Karpantschof til Arbejderen.
Dansk Folkeparti fik 13,2 procent af stemmerne, og har nu 24 mandater i Folketinget. Det generelle billede er, at der er færre i de store byer, end i resten af landet, som stemmer på partiet. Men for eksempel i København er der store forskelle fra bydel til bydel. Mens partiet kun får 6,4 procent af stemmerne i Blågård-kredsen og 6,1 procent på Vesterbro, er andelen helt oppe på 16,7 procent i Husum og 14,5 procent i Sundby.
En undtagelse fra det generelle billede er Bornholm, hvor partiet står ret dårligt med kun 9,9 procent af stemmerne.
Efter sidste valg blev der stillet spørgsmålstegn ved, om Dansk Folkeparti ville moderere sig og tilpasse sig til det etablerede politiske system - resultatet har været det modsatte, mener René Karpantschof.
- Dansk Folkeparti har virkelig formået at sætte en dagsorden. Regeringen afviser pure at forholde sig til Dansk Folkepartis racistiske retorik. Fogh er godt klar over, at konsekvensen vil være, at han bliver nødt til at ophæve samarbejdet, og så ryger hans parlamentariske grundlag. Faktisk har regeringen selv overtaget mange af Dansk Folkepartis holdninger på flygtningeområdet. Hvis Bertel Haarder bliver konfronteret med bare en antydning af, at udlandet kritiserer den danske flygtningepolitik, flpper han helt ud. Dét smitter af på almindelige mennesker. Det bliver pludselig i orden at føre sig frem med racistiske udtalelser, forklarer René Karpantschof.
Han synes, at det uhyggelige ved tirsdagens folketingsvalg er, at det ser ud til at Dansk Folkeparti har bidt sig fast.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278