Borgerlige EU-skeptikere er skuffede over, at hverken Kristendemokraterne eller Minoritetspartiet blev valgt. Nu diskuteres fremtiden.
Det er selvransagelsernes tid i mange partier i disse dage. Også hos Kristendemokraterne og Minoritetspartiet, som begge henvendte sig til borgerlige midtervælgere og anbefaler et nej til den kommende EU-forfatning.
I dag mødes Kristendemokraternes hovedbestyrelse for at diskutere konsekvenserne af valgnederlaget.
- Det er vigtigt, at vi ikke bare giver ydre ting skylden. Vi skal arbejde med at se på os selv, hvilke profil partiet skal have, og hvad vi kan gøre bedre, siger afgående folketingsmedlem Bodil Kornbek til Arbejderen.
Hun står for den ene af de to fløje i Kristendemokraternes diskussion om partiets linje. På den anden fløj står Tove Videbæk. Bodil Kornbek taler for, at partiet skal fornyes og satse bredere end sine traditionelle jyske kernevælgere.
- Vi skal være et politisk parti med konkrete bud på tidens udfordringer, for eksempel beskæftigelse og skattepolitikken, siger Bodil Kornbek.
Derimod mener hun ikke, at EU-politikken i partiet vil ændre sig. Kristendemokraterne vil stadig være et parti med plads til forskellige holdninger til EU.
Minoritetspartiet skal have hovedbestyrelsesmøde på søndag. Niels I. Meyer, som stillede op for Minoritetspartiet, er skuffet over, at der ikke kom endnu et parti med en klar EU-holdning i Folketinget.
- Nu skal vi evaluere resultatet og finde ud af, hvad vi gør. Det er sikkert, at vi fortsætter, men hvorvidt vi skal ud at samle underskrifter til en genopstilling, eller vi måske indkalder til en række åbne møder om partiets fremtid, vil vise sig på søndag, siger Niels I. Meyer til Arbejderen.
Retsforbundet, som gik med i et valggrundlag med Minoritetspartiet, blandt andet på en modstand mod EU-grundloven, afventer også udfaldet af mødet på søndag. Ledelsen i Retsforbundet mødes i næste uge for at evaluere valget og tage stilling til Minoritetspartiets beslutning, oplyser Poul Gerhard Kristiansen fra Retsforbundet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278