Ansatte med maveonde, der beordres til at sidde ved kassen med ble, er blot et af mange eksempler på ALDIs behandling af sine ansatte.
HK's afdeling i Hjørring har ikke de bedste erfaringer med supermarkedskæden ALDI.
Et af de grovere eksempler, som fagforeningen har kendskab til, drejer sig om en kvindelig ansat, som blev syg med maveonde, mens hun var på arbejde. Hun fik ikke lov at tage hjem, men blev i stedet beordret til at tage ble på og passe arbejdet ved kassen.
- Det er noget af det mest ydmygende, jeg kan forestille mig, siger Carsten Frederiksen, faglig konsulent hos HK Vendsyssel med adresse i Hjørring.
Fagforeningen har to aktuelle sager fra Frederikshavn og Sæby, hvor ALDI-kæden er blevet anmeldt til politiet for overtrædelse af arbejdsmiljøloven efter psykisk chikane af butikselever. Sagerne er desværre ikke de eneste eksempler på ALDIs mildt sagt alternative personalebehandling.
HK Vendsyssel har indtil flere eksempler på sager, hvor ansatte er blevet frosset ud med nedladende bemærkninger, ydmygelser og irettesættelser. Ifølge HK, så kan mange af episoderne med chikane af personalet i Vendsyssel spores tilbage til én bestemt distriktschef.
- Der, hvor hun har været, har der også været problemer, og vi mener, at problemet hænger tydeligt sammen med den chef, siger den faglige konsulent til Nordjyske Stiftstidende.
Den upopulære distriktschef skulle stadig have ansvaret for en række af supermarkedskædens butikker i det østlige Vendsyssel.
De mange negative episoder har resulteret i, at Carsten Frederiksen i lang tid ikke har anbefalet medlemmerne at søge arbejde hos ALDI.
Også HK i Århus har eksempler på medlemmer, der er blevet krænket på værdighed eller blufærdighed i ALDI, men de ligger typisk nogle år tilbage, oplyser handelssektoren til Arbejderen.
I dag går hovedparten af sagerne på arbejdstidsproblemer.
De deler sig i to hovedgrupper. Sager hvor de ansatte ikke får ordentlig eller tidsnok besked om mødetider eller problemer med udbetaling for arbejdet.
HK-Vendsyssel overvejer at politianmelde ALDI i yderligere en sag. To tidligere ansatte har oplyst, at de er blevet opfordret til at snyde med dagpengene. Det ene eksempel går på, at den ansatte fik løn for 20 timers arbejde om ugen også selv om arbejdsplanen lød på op til 43 timer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278