13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Eliten på vej mod afgrunden

Eliten på vej mod afgrunden

Onsdag, 16. februar, 2005, 00:00:00

Tidligere landstræner raser over Team Danmark - mener at nyt støttekoncept er på grænsen til regulær udrensning.

Team Danmarks nye støttekoncept har skabt mere end almindelig tumult i den danske idrætsverden. Mellem 13 og 14 forbund står til at miste deres støtte fra 2006. Flere forbund under Dansk Idræts-Forbund er gået sammen i protest. En protest der er rettet mod det nye koncept, og i forbitrelse over ikke at have fået den opbakning fra Dansk Idræts-Forbund, som de havde forventet. Det drejer som 22 ud af 57 specialforbund under DIF, der er gået sammen i oprørsgruppen.
Et at de forbund er Dansk Volleyball Forbund, der med det nye koncept i realiteten ryger ud af Team Danmark, og står til at miste to en halv million kroner ud af et samlet budget på tre en halv million.
- Det her koncept er lavet, uden at man har involveret tidligere bestyrelsesmedlemmer, og uden at konsultere forbundene, og det vil vi ikke finde os i. Det er baggrunden for at vi har lavet den gruppe, fortæller Mikael Trolle, sportschef i Dansk Volleyball Forbund og tidligere træner for landsholdet.

Kun medaljer tæller
Ifølge Mikael Trolle er konceptet lavet efter ukendte retningslinjer, der efter hans opfattelse nu udelukkende handler om medaljer, og ikke om faglig udvikling i idrætten.
- Vi har i mange år haft et godt og konstruktivt samarbejde med Team Danmark, og fulgt de retningslinjer der har været - fulgt dem sådan, som vi mener, at de skal følges. Og indtil for få år siden er vi blevet fremhævet som et mønster-forbund.
Den tidligere landstræner, der sidste år blev afløst af Tony Westman, ser ikke lyst på fremtiden for dansk volleyball.
- For vores landshold betyder det, at vi ikke kan satse internationalt. Det har vi ikke råd til, når vi mister de to en halv million kroner i støtte. Vi er ikke et forbund eller en idræt, der kan gå ud og hente pengene ind på sponsorater på samme måde som for eksempel håndbold. Vi kan ikke lave et konkurrencedygtigt landshold uden penge. Det er simpelthen umuligt. Det kræver at vi har midlerne til at lønne de folk, der arbejder fuldtids med holdet. Det kan ikke gøres ved hjælp af frivillige kræfter.
Hvis udsigten til svære økonomiske kvaler ikke gjorde tilværelsen svær nok for forbundet, så føler Mikael Trolle også, at sporten og forbundet bliver nedgjort af Team Danmarks sportschef, den tidligere skøjteløber Susanne Hedegaard.
- For at det ikke skal være nok, så oplever vi i forbundet, at Team Danmarks sportschef Susanne Hedegaard i den grad taler dårligt om dansk volleyball, kalder det talentløst, og sammenligner det med leverpostej. Og det selvom vi i Danmark ligger i den bedste femtedel på verdensplan. Jeg talte forleden med Katrine Knudsen, der i øjeblikket er der den femtebedste angriber i den franske volleyball liga, og hun fortalte mig at hun efterhånden er flov over i Danmark at skulle fortælle at hun spiller volleyball.

Rammer ogs breddeidrætten
Mikael Trolle fortæller, at det efter hans mening er den direkte vej mod afgrunden for dansk volleyball - ikke kun på eliteplan, men også når det gælder breddeidrætten.
- Når det bliver direkte pinligt at spille volleyball, så står det slemt til. Der er ingen der for eksempel får at vide, at det styrketræningsprogram, som Camilla Andersen (håndboldspilleren) bruger, er udviklet af Dansk Volleyball Forbunds eliteafdeling...
Mikael Trolle bakkes op af forbundets tidligere ungdomsansvarlige, Jesper Storm. Han peger på landsholdenes betydning for tilgangen til sporten.
- Vi ved fra OL, at hvis det går godt, som kommer der en tilstrømning til sporten. Bordtennis fik jo et rent boom efter at Maze og Tugwell vandt bronze ved OL. Vi skal virkelig til at tænke kreativt nu, det er en meget stor udfordring, siger Jesper Storm til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland