13 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fyresedler trukket tilbage

Fyresedler trukket tilbage

Torsdag, 17. februar, 2005, 00:00:00

TDC trækker fyringerne af 127 jobkoordinatorer tilbage. Aftale med Dansk Metal sikrer, at der ikke nedlægges stillinger, før nye centre fungerer.

Mandag i sidste uge fik Dansk Metal en aftale i hus med TDC, der foreløbig sikrer de 127 jobkoordinatorer deres arbejde.
Den 1. februar fik jobkoordinatorerne, der styrer de kørende teknikere, at vide, at mindst 45 stillinger ville blive nedlagt og antallet af jobkoordineringscentre reduceret senest med udgangen af september 2005.
Ved samme lejlighed blev de ansatte bedt om at søge deres egne stillinger senest den 15. februar. Det skulle de vel at mærke gøre uden at kende lønniveau, hvem den nærmeste leder ville blive eller hvilken overenskomst, de ville blive ansat under. Den 2. februar nedlagde samtlige jobkoordinatorer arbejdet.
Telearbejdernes forbund Dansk Metal beskyldte telekoncernen for brud på tryghedsaftalen.
Mandag i sidste uge var der møde mellem Tele afdelingerne og TDC Totalløsninger om sagen.
- Vi er kommet frem til en aftale, som begge parter kan stå inde for. Der er ikke nogen sag længere og fyresedlerne er trukket tilbage, fortæller lederen af Dansk Metals It- og telesekretariat, Per Påskesen til Arbejderen.
TDC Installation har i dag en halv snes centre, som koncernen vil samle i fire hovedcentre i Albertslund, Odense, Århus og Aalborg.
Inden mødet i sidste uge have Tele afdelingerne havde gjort det klart, at de ikke ville acceptere, at der blev fyret ansatte og nedlagt koordineringscentre, før de nye systemer var bragt på plads.
Per Påskesen opfatter, at TDC i den forbindelse havde sat næsen op efter at score en rationaliseringsgevinst, inden de bebudede ændringer overhovedet var trådt i kraft.
- Vi har igennem forhandlinerge fået medhold i, at det ville være fornuftigt at se om de nye og færre centre kunne fungere, før man skrev fyresedlerne. Så jeg forventer, at vi kommer på den anden side af sommerferien, inden det igen kommer på tale at skære ned på bemandingen, vurderer sekretariatslederen.
I aftalen mellem Dansk Metal og TDC kan man læse, at der ikke bliver nedlagt stillinger i de nuværende lokale jobkoordineringscentre, før de fire nye centre 'fungerer tilfredsstillende'. Men helt forhindre fyringer gør aftalen ikke. Omlægningen forventes at betyde, at der frem til udgangen af november måned bliver 25 stillinger for meget.
'Ledelsen vil tilstræbe, at disse 25 personer tilbydes job som supporter (Ny rolle), som tekniker, eller job som logistikkoordinator, eller andet passende job i den relevante geografi,' står der i aftalen.
Omlægningen vil løbende blive taget op i samarbejdsudvalget. I juni måned gennemføres der en evaluering af processen. På baggrund af evalueringen tager udvalget stilling til en plan for den videre proces.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland