Børn der ikke går i en idrætsklub risikerer at gå glip af en sund personlig dannelse. Det er i idrætsklubberne, man lærer kæmpe for noget, at være en del af et hold, arbejde sammen og løfte i flok, mener DGI-formand.

Børnenes idrætsklubber er det første der bliver skåret væk, når fattige børnefamilier skal have budgetterne til at hænge sammen.
Formanden for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), Søren Møller, er ikke i tvivl om konsekvenserne af fattigdommen.
- En stor gruppe danske børn er så fattige, at de dropper ud af deres idræt den dag girokortet med kontingentet dropper ind ad brevsprækken. Disse børn mangler ikke kun muligheden for fysisk udfoldelse. De bliver også holdt ude fra det sociale liv, som udspiller sig omkring idrætsdeltagelse i en forening.
Også Red Barnet mærker fattigdommen.
- Når pengene ikke rækker, bliver idrætsaktiviteter fraprioriteret som noget af det første. Det kan godt være at barnet i et stykke tid bevarer facaden og kommer til fodbold, men det bliver svært når udstyr bliver et behov, siger Dorrit Hermann, projektkoordinator i Red Barnet, til DGI's magasin Udspil.
Det er hendes erfaring, at når først børnene har droppet idræt er det meget svært at hive dem tilbage igen.

90.000 fattige børn
'Danskerne er mere aktive i fritiden end tidligere... Det er især blandt veluddannede og højere funktionærer, at flest er fysisk aktive i fritiden', lyder konklusionen i en netop offentliggjort rapport fra Statens Institut for Folkesundhed.
Men Red Barnet og Socialforskningsinstituttet har lavet deres egen undersøgelse, som sætter konkret tal på fattigdommen blandt børnefamilierne i Danmark og konsekvenserne for børnenes fritidsaktiviteter.
Næsten 90. 000 danske børn lever under EU's fattigdomsgrænse - det vil sige at de bor hos en enlig forsørger, der har mindre end 9800 kroner til rådighed om måneden til alle udgifter. Familierne er så fattige, at det er et problem at få råd til at dyrke idræt - og halvdelen må helt fravælge den.
Det viser Red Barnets omfattende undersøgelse 'Børnefattigdom i Danmark'.
- Når de fattige børn går til idræt, er de absolut ringere stillet. De har svært ved at få råd til fodboldstøvler og udstyret. Derfor bliver det umuligt eller svært at deltage. Jeg er stødt på børn, der har måttet arbejde for at tjene penge til fodboldstøvlerne - eller bruge dem med hul i, fortæller Dorthe Agerlund Sloth fra Socialforskningsinstituttet til DGI's magasin Udspil.
Hun har stået for interviewene med de fattige familier i Red Barnets fattigdomsundersøgelse.
Mens kun halvdelen af børnene fra de fattige familier har råd til at gå til fritidsaktiviteter, er landsgennemsnittet 80 procent.
Børnene i de fattige familier siger ofte selv fra over sport, når far og mor ikke kan betale.
- Børn er nogle små samarbejdsvillige væsener. De er meget loyale overfor deres forældre og accepterer deres situation. Så de melder bare fra til stævnet eller idræt i det hele taget, fortæller Dorthe Agerlund Sloth.

Sociale konsekvenser
Det har store sociale konsekvenser for børnene, når der ikke plads til kontingenter fra fodboldklubben og gymnastikholdet i det stramme husholdningsbudget .
- Socialt set bliver børnene berøvet en række oplevelser. Et barn har mindst lige så meget brug for et socialt liv selvom mor er enlig forsørger. Børn der ikke går i en idrætsklub risikerer at gå glip af en sund personlig dannelse. Det er i idrætsklubberne, man lærer kæmpe for noget, at være en del af et hold, arbejde sammen og løfte i flok. Det er små basale, men vigtige ting at lære, fortæller DGI-formanden, Søren Møller, til Arbejderen.

Når svovlstikkerne er brændt
Det gør ikke det store indtryk på de Danske Gymnastik - og Idrætsorgsanisationer (DGI) , at regeringen har afsat 40 millioner kroner fordelt over de næste fire år til at få barn fra fattige hjem til at dyrke idræt.
- Fattigdom blandt børnefamilierne er et konstant problem. Men puljen er kun midlertidig. De fattige børn er også fattige, når de gode hensigter er brændt af. Som i eventyret slipper svovlstikkerne og varmen op på et tidspunkt. Og tilbage står børnene og deres familier med præcis de samme problemer som før, forudser Søren Møller.
- En pulje er et symbol, som politikerne opretter for at vise at de har forstået problemet men ikke ved hvad de skal gøre ved det, fortsætter Søren Møller.
Det bliver Kulturministeriet og Socialministeriet der skal forvalte pengene på baggrund af ansøgninger fra DGI's idrætsorganisationer. Selvom puljen trådte i kraft ved årsskiftet er der endnu ikke udarbejdet nogle retningslinjer. Det er altså uklart, hvor mange af pengene der konkret kommer til at gå til billigere kontingenter til de fattigste.
Uanset hvordan reglerne skrues sammen, frygter Søren Møller, at en del af pengene ikke vil nå ud til de trængende.
- Det er de færreste forældre, der ønsker at bringe deres fattigdom ind i deres børns forening. Nogle vil forsøge at skjule deres fattigdom, og ikke gøre foreningen opmærksom på at de mangler penge.
Derfor så han hellere, at tilskuddet til de fattige familier blev administreret lokalt i kommunerne.
Selve puljen blev til under finanslovsforhandlingerne en sen nattetime. Den var betaling til SF for regeringens kulturforlig, som blev indgået med stemmer fra folkesocialisterne, bemærker DGI's formand.
Integrationsministeriet har allerede nedsat en pulje på to millioner kroner til samme formål - men fortrinsvis til familier med anden etnisk baggrund. Her har pengene hurtigt fået ben at gå på.
Det er DGI der har fået til opgave at forvalte pengene. På bare syv måneder har DGI foreløbig bevilget 444.000 kroner til i alt 891 børn fra fattige familier, så der er råd til idræt. 75 forskellige idrætsforeninger tilsluttet DGI har søgt puljen. Puljen dækker to tredjedele af kontingentet. Hvis ikke børnene fik tilskuddet, måtte overraskende mange børn vinke farvel til fællesskabet på grund af fattigdom, konstaterer DGI.
For de fattige børnefamilier der ikke får tilskud til deres kontingent eller ikke har råd til at betale for det dyre sportstilbehør og stævnerne, er der gratis råd at hente på regeringens hjemmeside www.si-folkesundhed.dk.
DGI-formanden mener regeringen lægger det for meget vægt på at det er den enkeltes ansvar at få rørt sig. På regeringens folkesundheds-hjemmeside findes en række forskningstiltag i, hvordan danskerne skal holde sig selv sunde.
- Det kræver jo at man har lært, at holde af at røre sig. Den slags lærer man især i idrætsforeningerne som barn. Men hvad med dem, der ikke har råd til at komme der? Derfor vender det, socialt set, den tunge ende nedad, at overlade idræt til folk selv, slutter Søren Møller.

De nedenståënde citater er fra 'Færre penge end andre børn - en interviewundersøgelse med børn fra familier med lav indkomst', af Dorthe Agerlund Sloth, Socialforskningsinstituttet.

'Så sparer vi sammen og køber dem billigt nede i fodboldklubben. Der plejer de at have fodboldstøvler til 40 procent nedsat pris'
(Dreng 11 år)

'Hvis jeg ikke lige kan komme med, så står jeg sådan lidt og tænker, 'Nej hvor surt', for det var egentlig en rimelig fed ting og så kan man ikke komme med'.
(Dreng 14 år)

'Jeg siger til min mor, at jeg vil gå til fodbold, men hun siger til mig, at vi ikke har råd'
(Dreng 9 år)

'Men det store problem er, at jeg er meget vild med fodbold, hvor det viser sig, at der er gået hul på skoene, og det har jeg haft et meget stort problem med. Og min mor har sagt, at så bliver jeg nødt til at gå med det'
(Dreng 14 år)