Siden valget blev udskrevet har Enhedslisten fået over 1000 nye medlemmer og er nu på det højeste medlemstal nogensinde.
Flere og flere melder sig ind i Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten.
Alle tre partier kan melde om stor medlemstilgang både under valgkampen og efter valget.
Siden valget blev udskrevet har Enhedslisten fået over 1000 nye medlemmer og er nu på det højeste medlemstal nogensinde.
Frem til valgdagen den 8. februar fik Enhedslisten over 500 nye medlemmer. Det svarer til en fremgang på cirka 20 procent. Siden valget, hvor Enhedslisten gik fra fire til seks mandater i Folketinget, har yderligere 500 flere ønsket at blive meldt ind, oplyser Pernille Kristensen fra Enhedslistens landskontor. Hun modtager i denne tid dagligt 15 nye indmeldelser.
Det betyder, at Enhedslistens sandsynligvis i denne uge passerer det længe ønskede mål på 3000 betalende medlemmer og kan fejre fremgangen med mindst 3500 medlemmer på landsmødet i bededagsferien. Hele sidste år fik Enhedslisten cirka 200 nye medlemmer.
- Mange af de nye, skriver til os 'godt gået' og 'nu skal der ske noget'. De fortæller, at de tidligere har stemt på S og SF, og næsten alle, der kommer fra SF, siger at de vælger Enhedslisten på grund af SF's ja til EU-forfatningen, siger Pernille Kristensen til Arbejderen.
60 procent af Enhedslistens medlemmer er mænd, 40 procent kvinder. En stor andel er 45-60 år, med et lavpunkt mellem de 30-40-årige, mens tendensen er, at de unge under 30 begynder at melde sig ind i stigende tal.
Også SF kan melde om stor medlemstilgang. Den seneste opgørelse viser 8.041 medlemmer. Det er det højeste antal medlemmer af SF siden 1990.
500 nye SF'ere er kommet til i den netop overståede valgkamp. 47 procent af de nye medlemmer er kvinder 53 procent mænd. 40,5 procent af dem er under 30 år, 46 procent mellem 30-50 år og 13,5 procent over 50 år. De mange 30-50-årige blandt de nye medlemmer tyder på, at SF får medlemmer, der måske før har været politisk aktive, vurderer SF's næstformand Trine Bendix.
Socialdemokraterne, som med 52.000 medlemmer er landets næststørste parti, får 100 nye indmeldelser om dagen. Nogle af de nye medlemmer kommer fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), som kan melde sig gratis ind i moderpartiet.
DSU selv har den seneste måned haft en fremgang på 1000 nye medlemmer. Men der findes ingen opgørelser over, hvor mange af de nu 2000 kontingentbetalende medlemmer i DSU, der også er medlem af moderpartiet.
Interessen skyldes muligvis muligheden for at få indflydelse på, hvem der skal være Socialdemokratiets nye formand, mener valgforskere ifølge Jyllands-Posten. Men ifølge partisekretær Jens Christensen er det helt normalt, at Socialdemokratiet får nye medlemmer efter et valg. Til sammenligning fik partiet 4.500 nye medlemmer i det seneste valgår i 2001, mens et almindeligt år kun giver cirka 3000 nye medlemmer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278