Der skal bare hives de bedste fratrædelsesordninger hjem til folkene, når Arla Foods flytter produktion til Saudi-Arabien, mener tillidsmand.
- Vi skal have det optimale ud af de forhandlinger, vi nu skal i gang med. Det vil sige nogle ordentlige fratrædelsesordninger til folk.
Det siger Max Vinther, tillidsmand for de 50 mejerister på Bislev Mejeri. Han er ikke i tvivl om, hvad han vil tage med til det første møde om kollegernes fremtid. Forhandlingerne går i gang onsdag i næste uge.
Han ved foreløbig ikke, hvor mange mejerister, der bliver fyret, når Arla Foods næste år til oktober flytter produktionen af smelteost til Saudi-Arabien.
- Et umiddelbart gæt lyder på 15-20 personer, siger tillidsmanden til Arbejderen.
Han vil ikke sige, at han er positiv forud for forhandlingerne med ledelsen om kollegernes fremtidsudsigter.
- Det er svært at være positiv få dage efter en besked om, at der skal skæres ned med 60-70 mand på min arbejdsplads. Og nye jobmuligheder er svære at få øje på, selv om jeg da håber på, at der kan blive plads til nogle af mejeristerne i afdelingerne Svenstrup eller måske i Hjørring.
Max Vinther har svært ved at forestille sig sine kolleger omskolet til social- og sundhedshjælpere. Det havde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen foreslået slagteriarbejderne på Danish Crown i Hjørring, da de for godt en måned siden fik besked om at deres arbejdsplads lukker.
Den største gruppe, der bliver ramt af, at produktionen flyttes til Saudi-Arabien, bliver medlemmerne af 3F.
Faglig sekretær i 3F Midt-fjord, Gert Jakobsen, giver ikke meget for Arlas udmelding om, at de fyrede medarbejdere vil blive tilbudt arbejde på koncernens andre mejerier.
- Det er efterhånden ret begrænset, hvor mange arbejdspladser, der er tilbage på mejerier her i landet, siger han til 3F's fagblad.
Han peger på, at det bliver yderligere besværligt at skaffe medlemmerne i arbejde, fordi produktionsanlægget på Bislev Mejeri stopper fra den ene dag til den anden.
- Det bliver altså ikke muligt gradvist at indfase medarbejderne i nye job, konstaterer han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278