14 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringen skyder forbi

Regeringen skyder forbi

Lørdag, 19. februar, 2005, 00:00:00

Uddannelsesafsnittet i regeringens ´Nye Mål´ er udtryk for pisk-tankegang, der øger uligheden i stedet for at bekæmpe den, fastslår Stop Nu.

Flere unge skal igennem uddannelses-møllen - og det skal gå hurtigere end hidtil.
Sådan lyder målet i regeringsgrundlaget 'Nye Mål', som blev fremlagt torsdag aften.
Midlerne er: afskaffelse af 10. klasse som generel mulighed for de unge. Til gengæld skal undervisningspligten udvides fra ni til ti år - det sker ved at gøre børnehaveklassen til en obligatorisk del af grundskolen.
Forældre til 16-17-årige børn, der ikke er under uddannelse, skal kunne straffes økonomisk. Det samme skal arbejdsløse unge: Kontanthjælpen skal afskaffes for de 18-19-årige - i stedet skal de begynde på en uddannelse.
Stop Nu er ikke imponeret over det nye regeringsudspil, der skal danne grundlag for de næste fire års politiske arbejde.
- En forudsætning for at højne fagligheden er, at den sociale arv bekæmpes, så der skabes lige muligheder for alle. Det kræver investeringer i de studerendes arbejdsmiljø, i lektiehjælp, modersmålsundervisning, bedre materialer og gratis uddannelse, fastslår Stop Nu's talsmand, Thor Möger Pedersen, overfor Arbejderen.
Regeringens mål er, at alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse. I år 2010 skal mindst 85 procent af en årgang gennemføre en ungdomsuddannelse - og i 2015 skal tallet være 95 procent. Mindst 45 procent skal gennemføre en videregående uddannelse inden 2010, stigende til halvdelen af en ungdomsårgang i 2015.
Med de metoder, som regeringen vil tage i brug, er Stop Nu-talsmanden knap så optimistisk.
- Planerne for ungdomsuddannelserne er en kæmpe forbier. Det er absurd, at regeringen tror at flere test, øget kontrol og økonomisk afstraffelse vil føre til mere faglighed. Det vil tværtimod føre til øget ulighed og mindre faglighed. I stedet burde regeringen lytte til lærerne. De ved godt hvor problemerne ligger og hvad der skal gøres ved dem, fortsætter Thor Pedersen.
Der er ingen tvivl om, hvor regeringen har hentet inspiration til kravet om mere faglighed. Der henvises flere steder til OECD i regeringsgrundlaget.
Stop Nu frygter, at den nyudnævnte undervisningsminister, Bertel Haarder, og det nye grundlag tilsammen vil være en giftig cocktail for de unge.
- Sidst 'Sorte Bertel' besad posten som undervisning under Schlüter, oplevede eleverne kraftige nedskæringer og forringelser. Men vi håber på, at Bertel Haarder vil følge op på regeringens løfter om massive investeringer i det danske uddannelsessystem, slutter Thor Möger Pedersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland