Morten Homann vil bryde den mur af tavshed, som dækker over nyt forlig, der forgylder Arriva med 45,6 millioner kroner.
- Vi har ingen kommentarer - prøv Trafikministeriet.
Sådan lyder den korte besked til Arbejderen fra advokat Morten Uhrskov Christensen fra Kammeradvokatens kontor.
Dermed stiller Kammeradvokaten sig op i køen af tavse myndigheder, der ikke vil kommentere det hemmelige forlig på 45,6 millioner kroner, som trafikministeren har indgået med Arriva.
Det private selskab skal nemlig have kompensation for, at regeringen i 2003 fjernede taksttilskuddet til den offentlige trafik. Det medførte dyrere billetter, og det har ført til færre passagerer - og dermed har Arriva tabt penge. I hvert fald i forhold til hvad de havde regnet med at tjene.
Derfor kræver selskabet erstatning. Et forlig sikrer nu Arriva 45,6 millioner, som blandt andet tages fra konti, der skulle være brugt på takstnedsættelser i den kollektive trafik og styrkelse af trafik i tyndt befolkede områder.
Men sagen skal ikke få lov at dø med de officielle myndigheders tavshed: Så snart Folketinget åbner vil SF's trafikordfører Morten Homann være klar med en stribe spørgsmål til trafikministeren, lover han.
- Den her sag viser i en nøddeskal problemerne med at privatisere togdriften. Arriva har i kontrakten sikret sig mod ændringer i det økonomiske grundlag for at køre tog for staten. Da regeringen har afskaffet taksttilskuddet til den offentlige trafik, kan Arriva med god ret påberåbe sig ret til kompensation, fordi det har skadet Arriva. Hvis staten ikke makker ret mødes de to parter i retten. Sådan er det ikke med de offentligt ejede selskaber. Her er der fælles fodslag, udtaler Morten Homann til Arbejderen.
- Hverken DSB, kommunernes eller amternes trafikselskaber vil på samme måde kunne få erstatning. Kun Arriva får kompensation for regeringens afskaffelse af det offentlige taksttilskud, som medførte generelle takststigninger for passagerer landet over. Konsekvensen er, at det bliver sværere og sværere for offentlige selskaber at køre kollektiv trafik.
Sagen mellem trafikministeren og Arriva har været hemmeligholdt, indtil Folketingets Finansudvalg godkendte forliget før jul.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278