I tæt samarbejde med Kristelig Fagbevægelse er en gruppe chauffører og vognmænd gået til kamp mod enhver begrænsning i arbejdstiden.
På tirsdag er der risiko for, at trafikken omkring Christiansborg vil blive mere eller mindre lammet.
Det bebuder en gruppe chauffører, der kalder sig 'Det tavse Flertal'. De har kaldt til protest på dagen, hvor Folketinget skal førstebehandle EU's arbejdstidsdirektiv.
'EU-direktivet dikterer, at en chauffør fremover kun må arbejde 48 timer om ugen i gennemsnit. Og det er et problem for mange i branchen, der har lagt deres liv og økonomi an på at arbejde langt mere', står der på hjemmesiden www.dtf48.dk.
En af chaufførerne, Allan Christiansen fra Falster, udtaler til DR Regionalen, at han vil miste 50.000 kroner om året med de nye regler.
Det afviser Orla Petersen, formand for transportgruppen i 3F.
- Det her direktiv vil ramme den gruppe af vognmænd og chauffører, der i dag overtræder de eksisterende køre-/hviletidsbestemmelser og arbejdsmiljøregler, siger han til Arbejderen.
Han finder det kun ret og rimeligt, at der findes regler for hvor mange timer, det er forsvarligt at have en chauffør bag rattet i et stort køretøj.
- Chaufførerne har desværre fuldstændig misforstået EU's arbejdstidsdirektiv, siger Karen Sunds, medlem af forretningsudvalget i Folkebevægelsen mod EU. Det reelle indhold i direktivet er nemlig, at EU ønsker at gennemtvinge en markant forlængelse af arbejdstiden i hele EU.
- Det er en kendsgerning, at hvis arbejdstidsdirektivet bliver gennemført, så vil et flertal i Folketinget kunne vedtage en lov, der påbyder at folk kan arbejde i op til 65 timer om ugen. Blot de samlet over et helt år ikke kommer over 48 timer om ugen. Det vil give arbejdsgiverne mulighed for at lade folk knokle i højsæsonen for der efter at sende dem hjem, når der ikke er brug for dem, siger Karen Sunds.
Efter hendes opfattelse var det mere forståeligt, hvis chaufførerne havde protesteret over denne øgede fleksibilitet i arbejdstidstilrettelæggelsen eller at de havde sat spørgsmålet om højere løn for chaufførjobbet på dagsorden.
Ifølge Orla Petersen ligger der da også helt andre motiver bag protesten, der er arrangeret af en selvbestaltet gruppe chauffører med støtte fra en række vognmænd. På de utilfredse chaufførers hjemmeside er der nemlig en direkte opfordring til at melde sig ud af 3F og i stedet melde sig ind i Kristelig Fagbevægelse.
'Med udgangspunkt i, at der efterhånden tegner sig et flertal for, at arbejdsmarkedets parter ikke mere kan lave eksklusivaftaler, så kan vi ligeså godt sikre os på den billigste måde. Kristelig Fagbevægelse har dygtige faglige konsulenter og en række advokater til at køre sagerne og er til for dig', lyder den slet skjulte opfordring til at vende 3F ryggen.
Det Tavse Flertal lægger ikke skjul på, at de ønsker klondykelignende tilstande uden fagbevægelsens indblanding.
Når erhvervslivets tunge drenge, der 'sidder med alvorlige beslutninger' kan arbejde mere end 48 timer om ugen, hvorfor kan vi så ikke, spørges der.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278