15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Cyklister får penge fra Coca-Cola

Cyklister får penge fra Coca-Cola

Lørdag, 26. februar, 2005, 00:00:00

Dansk Cyklistforbund er gået i samarbejde med Coca-Cola om danskernes sundhed.

Dansk Cyklistforbund har lavet en sponsoraftale med det multinationale Coca-Cola selskab. Aftalen har fået en række af forbundets medlemmer til at protestere.
- Coca-Cola er et firma med en meget aggressiv markedsføringspolitik, og så er det jo altså et produkt, der er alt andet end sundt, forklarer Arne Lund til Arbejderen. Han er et af de utilfredse medlemmer.
- Der findes omfattende dokumentation af Coca-Colas skadelige virkning. Specielt når det drejer sig om børn og unge, siger Arne Lund, og henviser til en britisk undersøgelse, der beviser sammenhængen mellem indtag af Coca-Cola og forekomsten af nyresten hos unge mennesker.
Arne Lund er også bekymret overfor den ligegyldighed som Coca-Cola koncernen udviser overfor miljøet i for eksempelvis Indien. For eksempel i delstaten Kerala hvor Coca-Cola driver rovdrift på det grundvand, som bønderne er afhængige af.
Eigil Nielsen er et andet medlem af cyklistforbundet som er utilfreds med aftalen. Han skriver i et protestbrev til forbundet blandt andet: '(... )Coca-Cola er et verdensomspændende firma, der fører regnskab, således at firmaet i Danmark ikke behøver at betale skat...'
Hos Dansk Cyklistforbund er man godt klar over, at valget af sponsor ikke er lige populært alle steder.
- Sponsoratet er blevet overvejet meget nøje i bestyrelsen, men vi er kommet frem til, at det er noget vi kan leve med, siger forbundets direktør Jens E. Pedersen til Arbejderen. Han fortæller, at siden nedlæggelsen af en række puljer har forbundet måtte skære kraftigt i både bemanding og aktivitet. Sponsoratet er altså en tvungen nødvendighed.
Cola giver mellem fire og fem millioner kroner til Cyklistforbundet, pengene skal bruges til for eksempel 'store cykeldag' kampagnen.
- Vi er ved at miste de unge som cykel-generation, så vi ser hellere at de cykler og drikker Coca-Cola, end at de bare drikker Coca-Cola, siger direktøren. Han oplyser, at forbundet har modtaget omkring ti klager.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. feb. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland