Det var en fyring af mange ældre ansatte, sammen med længere tids opsparede frustrationer, der mandag fik de ansatte på Vestfrost til at gå hjem.
Da de 654 timelønnede på Vestfrost i Esbjerg mandag gik hjem efter endnu en fyringsrunde. var det ikke kun fyringen af 34 ansatte, der var årsagen. Bagved ligger længere tids opsparet frustration.
Det fortæller tillidsrepræsentant Irene Madsen til Arbejderen.
- Vi har fået besked om, at vi i løbet af i år skal have outsourcet dele af vores underliggende produktion til underleverandører. At der er nogle ting vi ikke længere selv skal lave på fabrikken, men at selve samlingen af produkterne vil blive bevaret. her på Vestfrost, forklarer Irene Madsen.
- Onsdag i sidste uge fik vi så at vide, at der skulle indføres en ny organisationsplan, med virkning fra mandag morgen. Fredag i samme uge fik vi besked om, at der skal fyres 34, heraf en tredjedel der har været på virksomheden i over 25 år. Og en lige så stor andel af de fyrede er over 50 år, med meget få chancer for at få nyt job. Sammen med de andre ting førte det altså til at 'gryden kogte over' i mandags, forklarer tillidsrepræsentanten.
Den ny organisationsplan betyder, at de timelønnede i højere grad end før skal lave 'papirarbejdet' - eller rettere edb-arbejdet - i forbindelse med produktionen.
- De timelønnede skal være med til at tage større ansvar til hverdag, har produktionschefen forklaret. Det behøver jo ikke nødvendigvis at være dårligt. Vi er nødt til at være omstillingsparate for at bevare arbejdspladserne her i Esbjerg. Men jeg har også forklaret mine kollegaer, at hvis der er noget de aldrig nogensinde får at se, så er det mig stå i kantinen og forklare, at nu må de gå ned i løn for at bevare vores arbejdspladser. Det går jeg simpelt hen aldrig med til, understreger Irene Madsen.
Fra ledelsens side satses der helt bevidst på at lægge produktionen i lavtlønslande.
- Vi har en fast tro på, at der fortsat vil være en relativt stor produktionsbase her i Esbjerg, men den skal fintunes og effektiviseres. Vi vil dog få mere global outsourcing af komponenter og systemløsninger, og vi opfordrer vore leverandører til at sikre sig, at de har produktion i udvalgte lavtlønsområder, sagde Torben Sørensen til Erhvervsbladet i starten af de nye år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278