Studerende kritiserer, at det igen bliver sværere at komme ind på videregående uddannelser via kvote 2.
Videnskabsminister Helge Sander (V) vil med en ny adgangsbekendtgørelse styrke fagligheden, og stoppe hvad der kaldes 'nyttesløs pointjagt'. Det skal gøres ved at beskære optaget gennem kvote 2 til en tiendedel af det samlede optag. Kvote 2 giver i dag elever, med knap så høje karakterer, mulighed for at optjene point gennem for eksempel erhvervserfaring og højskoleophold.
Forslaget skal være med til at opfylde regeringens mål om et reduceret frafald, og hurtigere gennemførelse af de videregående optagelser. Også sidste år blev der skåret i kvote 2.
Forslaget møder ikke jubel fra Danske Studerendes Fællesråd, DSF.
- Ved at skære i kvote 2 straffer man nogle mennesker, der har været ude og få noget erfaring, som kommer ind og er top-motiverede, og bidrager med noget dynamik, siger uddannelsespolitisk ordfører i DSF, Kirsten Marie Kristensen, til Arbejderen.
Hun tvivler på, at bekendtgørelsen vil formindske antallet af studerende, der dropper ud af deres uddannelse. Det er fundamentale forbedringer af uddannelserne, der skal til.
- De fleste uddannelser lider under et dårligt studiemiljø, og en undervisning der ikke har ændret sig særligt meget de sidste 30 år.
Også blandt andet de lærestuderendes organisantion kritiserer forslaget.
Venstres videnspolitiske ordfører, Torsten Schack Pedersen, er ikke overraskende godt tilfreds med udspillet.
- En undersøgelse viser, at der er et højere frafald blandt de kvote 2 studerende, end blandt de studerende der kommer ind via kvote 1. Det ligger jo nok i, at der er nogle der bruger flere år på at samle point til deres drømmestudie, som så ikke kan optjene point nok, og må vælge et andet studie, eller som har mistet motivationen, når de endelig kommer ind, siger Torsten Schack Pedersen til Arbejderen.
Bekendtgørelsen er i øjeblikket til høring hos en række ministerier, universiteter og interesseorganisationer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278