23 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Farvel KE - goddag Metro

Farvel KE - goddag Metro

Lørdag, 05. marts, 2005, 00:00:00

Forsyningsborgmester afviser at svare på om hovedstadens vandforsyning er det næste der skal privatiseres.

- Det vil jeg overhovedet ikke svare på. Det er et hypotetisk spørgsmål!
Sådan lyder reaktionen fra den socialdemokratiske miljø- og forsyningsborgmester i København, Winnie Berndtson, på spørgsmålet om vand-arbejderne risikerer at blive de næste, der sælges.
Torsdag besluttede Borgerrepræsentationen endeligt at godkende salget af el-delen i kommunens energiselskab Københavns Energi til DONG - inklusive elnettet. Ved samme lejlighed får DONG Københavns Kommunes 34 procent store aktiepost i elproduktionsselskabet Energi E2.
Ingen tvang borgmesteren til at sælge sit forsyningsselskab. Alligevel begrunder Winnie Berndtson, overfor Arbejderen salget med følgende argumenter:
- Egentlig synes jeg det er hul i hovedet, at privatisere forsyningen af vand, el og varme. Men det er ikke mig, der har valgt at liberalisere området. Det er regeringen. Loven gælder også i Københavns Kommune. Regeringen har reguleret området til mindste detalje. Vi har reelt ingen indflydelse på, hvad der sker på det her område, fordi regeringen gennem de økonomiske rammer dikterer, hvor meget vi kan investere i vedligeholdelse og hvor meget el'en skal koste.
- Det er rigtigt, at ingen direkte har dikteret os at sælge elforsyningen. Men det er en illusion at tro, at en kommune kan sikre bedre forsyningssikkerhed og billigere priser end DONG eller et privat firma kan, fordi rammerne ligger fast. Derfor er det ikke længere noget formål i at bevare elforsyningen på kommunale hænder, udtaler den øverstansvarlige for København Kommunes forsyninger, Winne Berndtson til Arbejderen.
Foreløbig har Københavns Kommunes salg af eldelen i sit energiselskab Københavns Energi, forgyldt finansminister Thor Petersen med fire milliarder kroner.
- Det er en sort dag! Manglen for respekt for demokrati og forbrugerne er hårrejsende. Salget af KE var ikke et valgtema under sidste kommunalvalg. Nu skynder man sig at sælge forbrugernes ejendom og bruge deres penge, inden borgerne til det kommende valg får mulighed for at få indflydelse på, hvor pengene skal bruges, konstaterer Enhedslistens medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Rikke Fog-Møller.
Allerede før salget var formelt godkendt, havde Socialdemokratiet, de Konservative, de Radikale, CD og Dansk Folkepartis fordelt rovet.
De cirka 6,3 milliarder kroner som er tilbage, når finansministeren har fået sine fire milliarder kroner i skat, skal anvendes til Metrocityring og til afdrag på kommunens gæld, fastslår de fem partier i en fælles aftale.
Aftalen øremærker derimod ikke én eneste krone til kommunens nedslidte folkeskoler.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. mar. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland