Brigadisterne boede hos hver deres familie, og Bolette kom til at holde så meget af landsbyen og sin familie, at det var svært at sige farvel.
af Mellemamerika-komiteen
Brigadisterne boede hos hver deres familie, og Bolette kom til at holde så meget af landsbyen og sin familie, at det var svært at sige farvel.
I en lille landsby i det nordlige Guatemala, kan man af og til høre en børnestemme synge 'Tag mig med til Joanna'. På marken foran skolen er de guatemalanske lege blevet suppleret med lege som 'banke bøf' og 'bro bro brille'. Inde i et af husene er en kvinde måske ved at lave snobrød eller risengrød og måske står hendes lille søn og leger med et par jonglørbolde fra Danmark. I Danmark, på den anden side af jorden, sidder Bolette Frydendahl Larsen, 23 år, og ser på billeder fra den lille landsby og savner lugten af friske tortillas, der er blevet bagt over åben ild.
Bolette har været i landsbyen i det nordlige Guatemala på den brigade, som solidaritetsorganisationen Mellemamerika-komiteen årligt sender afsted:
- Vi var en gruppe på ti unge mennesker, som alle havde lyst til at rejse og opleve Guatemalas kultur indefra, og som sammen var på tre ugers højskole i Danmark, hvor vi lærte om Guatemalas historie, kultur og sociale forhold, fortæller Bolette.
- Efter denne forberedelse tog vi til Guatemala for at gå på sprogskole, hvorefter vi nåede til den del af programmet, vi havde ventet med størst spænding; landsbyopholdet. I de næste fire uger skulle vi leve, arbejde og bo i en lille maya-indiansk landsby.
Kæmper for jord
Landsbyen, som Bolette og de ni andre unge danskere befandt sig i, er befolket af fattige maya-indianere. Gennem landets historie er mayaerne gang på gang blevet fortrængt fra deres jorde, og i 80'ernes borgerkrig var de ofre for blodige massakrer. Nu i år efter fredsaftalernes underskrivelse, kæmper de stadig en sej kamp for anerkendelse af deres basale rettigheder, heriblandt retten til jorden. For fem år siden var landsbyens beboere jordløse, men via bondeorganisationen CONIC's pres på regeringen, har de nu fået et statsligt lån og retten til at købe et stykke jord. Jorden giver imidlertid så dårligt et udbytte, at landsbyen ikke har mulighed for at betale af på lånet.
Imens brigaden befandt sig i landsbyen, indgik de ti brigadister i landsbyens dagligliv. Seks dage om ugen gik de med mændene i marken og plukkede kaffe, kardemomme og majs, og alle ugens dage hjalp de kvinderne i køkkenerne. Bolette fortæller:
- Døgnets aktive timer lå langt tidligere end vi danskere var vant til; vi gik allerede i seng ved 19-20 tiden. Til gengæld stod vi også op før solen, for at hjælpe kvinderne med at lave tortillas, inden vi skulle i marken.
Alle kan komme med på en brigade, og en del af brigadens idé er da også, at det netop ikke er udsending af vestlige eksperter, der kommer og fortæller mayaerne, hvordan de skal leve. Brigadisterne er ikke specialister, tværtimod er rejsen for dem også en lærerig proces, hvor de bliver klogere på mayaernes kultur og livsvilkår.
Hjerter når hinanden
Men brigaden er mere end en kulturel udveksling. Bolette fortæller, at brigaden for hende samtidig er et stykke konkret solidaritetsarbejde. En af de oplevelser, der har givet hende denne opfattelse, er en evaluering, som brigaden holdt med landsbyens beboere en af de sidste dage:
- De var meget imponerede over, at vi ville arbejde gratis for deres landsby. I starten troede mange af dem, at vi fik penge fra en regering eller en organisation, men da de fandt ud af, at vi selv havde betalt for rejsen, var det som om vores indbyrdes forhold ændrede sig. Kvinderne fortalte også, hvordan de i starten havde været bange for, at vi ikke ville spise deres fattige mad. Da de indså, at vi ville spise det samme som dem, at vi gerne ville hjælpe dem med at lave maden, og samtidig ikke var for fine til at sove i deres senge - 'så voksede den menneskelige relation', som de sagde.
Brigadisterne boede hos hver deres familie, og Bolette kom til at holde så meget af landsbyen og sin familie, at det var svært at sige farvel, da brigaden skulle forlade landsbyen:
- Jeg græd da vi kørte afsted i pickuppen, og det samme gjorde moderen i min familie og de fleste af kvinderne i landsbyen.
Brigaden har givet hende en oplevelse for livet og hun ved at landsbyens beboere har det ligesådan. Hendes gode oplevelser med Guatemalabrigaden, får hende i dag til at opfordre andre rejselystne til at tage på Guatemala-brigade:
- Brigaden er en unik mulighed for at opleve helt andre livsvilkår og til at udføre konkret solidaritetsarbejde. Det var til tider hårdt, men det var samtidig en fantastisk oplevelse!
Vil du med til Guatemala?
Mellemamerika Komitéen sender i september 2005 en studie- og arbejdsbrigade til Guatemala. Brigaden varer tre måneder, og indebærer fire ugers sprogskoleophold og fem uger på landet hos en guatemalansk bondefamilie, hvor I skal arbejde sammen med bønderne i en landsby, der aldrig har haft besøg af en brigade før.
Opholdet i Guatemala slutter med en fordybelsesperiode på tre uger, hvor du har mulighed for at beskæftige dig med lige præcis det, du interesserer dig for. Det kan for eksempel være at du vil arbejde for en fagforening, et nyhedsbureau eller følge et politisk partis arbejde.
Forud for brigaden deltager du i et tre ugers højskoleophold i Danmark, hvor du vil lære om Guatemalas historie, kultur og politiske situation.
Brigaden består af cirka 12 personer, som rejser sammen med en koordinator, der har et indgående kendskab til Mellemamerika.
Prisen for brigaden er 24.000 kr, som inkluderer alt undtagen transport i Danmark, vaccinationer og lommepenge under opholdet.
Der bliver afholdt informationsmøder om Guatemalabrigaden 2005 torsdag den 31. marts kl. 19.00 i København (Studiestræde 24, 3. sal) og i Århus (Odensegade 4B, st.)
Har du nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte tidligere koordinator Tilde Højer Mathiasen (26588202), eller tidligere brigadister Anna (23355099) og Marie (22389875). Du kan også læse mere på www.ma-komiteen.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278