22 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge stifter aktionsnetværk

Unge stifter aktionsnetværk

Tirsdag, 08. marts, 2005, 00:00:00

Unge melder klar til at give forfatningen modstand baseret på international solidaritet og kampen for velfærd og fred.

Nye ideer kom frem og nye kontakter blev dannet, da 30 repræsentanter fra forskellige ungdomsorganisationer i lørdags blev enige om at stifte Unge mod Forfatningen.
De unge kom fra blandt andet SFU, SUF, Rød Ungdom, Folkebevægelsens Ungdom, DKP/ML, KPiD, Internationalt Forum, Folkebevægelsens Ungdom mod EU, Fynske AntiFascister og JuniBevægelsen.
Unge mod Forfatningen vil frem til folkeafstemningen den 27. september danne rammen om fælles aktiviteter på kryds og tværs af partiskel. Initiativtagerne lægger vægt på, at bevægelsen er langt bredere end den 'traditionelle venstrefløj',
- Der var stor enighed om grundlaget, der sætter fokus på, at EU traktatfæster nyliberalismen, befæster de multinationales magt, og udruster dem med en hær, der er klar til at gå i krig for 'europæiske værdier' - og interesser. Det er vigtigt, at vi får elimineret illusionen om EU som modvægt til USA. Vi skal gøre meget ud af at skabe netværk med unge i andre europæiske lande, og vise at det ikke kun er unge i Danmark, der siger nej, fastslår Lavrids Hovgaard, der er med i Rød Ungdom og nyvalgt til landskoordineringen i Unge mod Forfatningen.
SFU og SUF tager endeligt stilling til ungdomskampagnen på deres kommende landsmøder. I stiftelsen deltog aktive unge fra København, Århus, Odense, Ålborg og Svendborg.
- Vi har de fire største byer på plads. Nu skal vi have lavet en plan for, hvordan vi når ud til unge i resten af landet, siger Lavrids Hovgaard.
Det første initiativ er allerede igang: Ungdomkampagnen vil forsøge at rejse debatten om de nye muligheder for at sætte uddannelse til salg, som forfatningen åbner op for. Det er håbet, at elevråd, fællessamlinger og samfundsfagslærere vil tage emnet op, og kampagnen ad den vej får kontakt til flere unge lokalt. Indgangsvinklen er klar: Teksten 'Dit nye studiekort' suppleret med billedet af et Mastercard.
I løbet af den kommende måned vil Unge mod Forfatningen markere sig i forbindelse med de store lokale fredsdemonstrationer den 19. marts og på FN's vanddag den 22. marts.

Bliv aktiv: København mødes tirsdag den 15. marts. Yderligere oplysninger - Morten Larsen, tlf: 60 68 39 50. Århus mødes lørdag den 19. marts. Yderligere oplysninger - Lavrids Hovgaard, tlf: 30 27 67 05

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. mar. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland