DKP inviterede sidst i februar til seminar i Roskilde om globalisering. Det kom der en spændende dag ud af.

af Klaus Haase
Det er ved at blive en tradition at kalde sammen til seminar om politiske emner i Roskilde. Et initiativ grundlagt af DKP Vestsjællands distrikt og Sydøstsjællands distrikt.
Tradition er måske lidt meget sagt. Men alligevel. Initiativtagerne var atter Svend Erik Christensen og forfatteren til denne artikel. Sidste år var det et seminar om et moderne kommunistisk partis organisation og rolle, der fik kommunister fra flere partier til at søge sammen en eftermiddag i Kulturhuset Kildegaarden. Oplægsholderne kom fra DKP og DKP/ML. Seminaret var åbent for alle.
Dette års seminar blev afviklet samme sted lørdag den 26 februar. Det var på opfordringer fra tilhørerne ved det første seminar, at det skulle handle om kommunisternes holdning til globaliseringen.
To oplægsholdere kom med hver deres vurdering af globaliseringsbegrebet. DKP/ML's internationale sekretær Svend Tarp kom med en marxistisk analyse og forståelse af globaliseringen
Herefter fortsatte en engageret græsrod, Doris Kruchenberg, med at fortælle om antiglobaliseringsbevægelsens muligheder og begrænsninger samt hendes egne oplevelser som græsrod. Doris er ikke medlem af et politisk parti.
Begge oplægsholdere har stor erfaring med deltagelse i internationale sociale foraer og er berejste.
Svend Erik åbnede seminaret ved at reflektere over globaliseringens konsekvenser i en kapitalistisk verden. Han talte om, hvordan der bliver flyttet rundt med virksomheder, som det passer ind i den internationale kapitalismes interesser.
Svend Erik kastede også den bekymring ud i rummet, at globaliseringen desværre af mange mennesker betragtes som noget nær en naturlov, som vi ikke kan gøre noget ved. Han fremhævede blandt andet, at klasseanalysen jævnfør globaliseringen bør være mere international. Dette er naturligvis en stor opgave for kommunisterne.

Levevilkår undergraves
Svend Tarp fortsatte med at se globaliseringen 'gennem marxistiske briller'. Han påpegede, at kapitalismen altid har haft en tendens til at ekspandere. (Den har brug for at være global, så den kan erobre nye markeder).
Han tog Lenins analyse af statsmonopolkapitalismen fra 1914 som udgangspunkt, og talte om monopolkapitalismen og imperialismens fremadskridende erobring af kolonier.
Svend Tarp belyste udviklingen siden 1914. Han påpegede at verdenskrisen i 1929 med Wallstreetkrakket, først blev stabiliseret efter 1945. Efter den socialistiske verdens fald skete der en genglobalisering - det gamle udvikledes under nye former.
Tarp talte om, at den nykonservative bølge gjorde forarbejdet med den teknologiske udvikling som drivkraft. Thatcher i 79 og Reagan i 80 var det idologiske grundlag, samtidig med at den eneste modstander - de daværende socialistiske lande - gradvist blev undergravet.
Denne nykonservative bølge, som vi så personificeret med de borgerlige regeringer i 80'erne, var med til at udradere de hjemlige progressive bevægelser. Tarp nævnte også, hvordan de transnationale selskaber, sammen med Verdensbanken, WTO, IMF og andre magtfaktorer, har fået uindskrænket ideologisk, politisk og økonomisk magt som aldrig før set i verdenshistorien.
Ulandene bliver fastholdt i rollen som ulande, i og med at de rige lande bruger deres gæld som pressionsmiddel til at få neoliberale reformer igennem. De internationale kapitalistiske organisationer har formået at sætte dagsordenen for deres målsætning om privatisering, undergravning af arbejderklassens tilkæmpede rettigheder og udflagning og udflytning af arbejdspladser.
Det er ikke mere alene lavtuddannede faggrupper, der er truet i nationalstaten. Det er også højtuddannede job, der bliver flyttet til blandt andet Indien og de asiatiske lande. Tarp påpegede, at det er ulighederne, der bliver globaliseret. Med den mobilitet kapitalen har i dag, er vi i en situation, hvor 95 procent af kapitaltransaktionerne er ren spekulation og ikke varestrømme.
På denne måde er globaliseringen med til at undergrave vores levevilkår. Den globalisering vi ser, er med til at bringe arbejderklassen til at konkurrere mod hinanden. Samtidig opstår der et verdensmarked for arbejderklasser. Tarp slog fast at strategien, med at gå ned i løn for at holde på arbejdspladser, ikke holder; hvis arbejdslønnen i de rige lande sænkes, sker sænkningen også i de fattige lande.
Tarp understregede vigtigheden af forsvaret for nationalstaten. Man skal ikke være modstander mod globalisering som sådan, men mod en kapitalistisk globalisering; international arbejdsdeling og teknologisk udvikling er ikke i sig selv dårlig. Hovedmodsætningen ligger mellem den private tilegnelsesform kontra socialisering.
I den mere visionære ende rejste Tarp den problemstilling, at vi kommunister i vort modspil til den transnationale kapitalismes globalisering på længere sigt må have en model for en helt ny civilisation. En anden måde at organisere på. Det drejer sig ikke alene om samfundseje.

Doris Kruchenbergs udgangspunkt var et ganske andet end Tarps. Som græsrod, med engagement i ATTAC og medvirkende ved adskillige sociale fora og andre græsrodsaktiviteter, talte Doris meget om sit personlige engagement. Hun er ikke medlem af et parti, men understregede at hun ikke er liberalist.
Jeg oplevede hende som et socialt engageret menneske med mange fine alment humanistiske betragtninger og en stor bekymring omkring globaliseringens og kapitalismens udnyttelse af de fattige lande. Hun gav udtryk for sin forfærdelse over fattigdommen i Indien, hvor hun nævnte at it-industrien har bygget ghettoer for rige, isoleret fra fattigdommen.
Doris synes, at alt for mange forsøg på at lave en anden verden ties ihjel eller købes af systemet. Hun er meget inspireret af Susan Georges bog 'En anden verden af mulig, hvis...', som hun citerede fra flere gange.
Doris talte meget varmt for lokal produktion, modsat global produktion der flytter rundt for profittens skyld, som hun udtrykte det. Hun fremhævede eksempler på, hvordan man lokalt kan producere for eksempel korn med gamle, miljøvenlige produktionsformer i Indien. Desuden talte hun imod privatiseringen af vand, der som bekendt er meget fremme i debatten rundt om i verden for øjeblikket.
Endelig havde Doris et ønske om, at der ud over de større sociale fora også kunne laves lokale sociale foraer i mindre byer. Noget, som hun vil være med til at lave en arbejdsgruppe om.
Samtidig gav hun dette forslag videre til forsamlingen.

Og hvad nu...
De to oplæg afstedkom en frugtbar debat. Et spørgsmål der meldte sig, var hvorfor den progressive politiske linie fra 70`erne mon var blevet til næsten ingenting i den brede befolkning. Hvorfor mon den individualistiske kultur har fået tag i sindene i en grad, så det i dag er vanskeligt at rejse en opposition mod kapitalens globalisering og dens følger?
Hvorfor mon en stor del af befolkningen forfalder til passivitet og virkelighedsflugt i reklameindustrien, og hermed 'glemmer' den udvikling vore samfund er inde i for øjeblikket? Hvordan kan vi få genetableret et progressivt samarbejde mellem partier og bevægelser, der kan blive et modstykke til den transnationale kapitalismes hærgen?
Mange spørgsmål rejste sig. Samtidig blev der i forsamlingen udtrykt glæde over, at man kunne samle et par og tyve mennesker til debat om disse problemstillinger. At der trods alt var mennesker der ville 'En anden verden' for nu at bruge dette begreb.
Der var stemning for at følge traditionen for seminarer op i Roskilde. Oplæggene og debatten havde rejst forskellige forslag til fortsættelse, og initiativtagerne til seminaret går nu i tænkeboks for at lave forberedelser til næste seminar, der kommer til efteråret.