Kampagnemidler til folkeafstemning om EU-forfatning blev bevilget i november - men udbetales først i april
Nu skulle det være ganske vist: De 30 millioner kroner, som er afsat til EU-oplysning i år, vil snart blive frigivet.
Folketingets Europaudvalg behandlede og godkendte i går den bekendtgørelse, der fastsætter betingelserne for ansøgninger til EU-midlerne.
De 14 millioner kroner til EU-oplysning blev fordelt allerede i november sidste år, som en del af finansloven. Dertil kommer en særbevilling på yderligere 14 millioner kroner, som Folketingets partier minus Enhedslisten og Dansk folkeparti besluttede på et møde i starten af måneden.
I løbet af næste uge udsendes retningslinierne for udbetalingen af de statslige kampagne-midler. Der bliver ikke rokket ved fordelingen i forhold til det allerede aftalte, oplyser Rune Lund, Enhedslistens medlem af Europa-udvalget.
- Vi er ikke med i aftalen om fordelingen af midlerne fordi vi mener at nej-siden får for lidt, siger Rune Lund
Ifølge aftalen skal ja- og nej-siden dele de 14 millioner kroner ligeligt, men hver side må selv finde ud af den indbyrdes fordeling. Ja-siden har allerede lavet en aftale, som går ud på at 3,5 millioner kroner fordeles ligeligt mellem parterne, mens resten fordeles efter antallet af folketings-mandater.
- Vi regner med at have en aftale på plads på nejsiden i slutningen af næste uge, oplyser Rune Lund.
Ifølge Arbejderens oplysning overvejes samme fordelingsnøgle som ved ØMU-afstemningen. Det vil give Dansk Folkeparti 1,2 millioner kroner, Enhedslisten 0.8 millioner kroner, og Folkebevægelsen og Junibevægelsen hver omkring 2,5 millioner kroner.
Overfor disse beløb står de mange kampagne-millioner, som blandt andet de danske industribaroner investerer i et ja til EU-grundloven. Således har Dansk Industri - i samarbejde med CO-industri - officielt afsat syv millioner kroner til en ja-kampagne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278