60 året for befrielsen fejres folkeligt såvel som officielt.
Under den nazi-tyske besættelse i årene 1940-45 valgte det officielle Danmark en politik for samarbejde med besættelsesmagten, mens spørgsmålet om at protestere og gøre modstand blev overladt til enkeltpersoner. Ja, der er talrige eksempler på, at det officielle Danmark direkte saboterede modstandsbevægelsens arbejde.
Alligevel voksede modstanden mod besættelsestropperne gennem de fem lange år og et ikke ringe antal modstandsgrupper stod for produktion og distribution af illegale blade; for sabotage overfor virksomheder, der producerede for tyskerne; for jernbanesabotage med mere.
De samme skillelinier kan genfindes når 60-året for befrielsen i år skal fejres.
Den officielle fejring
Det officielle Danmark har nedsat en 5. Maj-Komité, bestående af repræsentanter for Statsministeriet, Forsvarsministeriet, Undervisningsministeriet og for de modstandsorganisationer, der i årene efter krigen har valgt at tilslutte sig det officielle Danmark.
Formand for statsministeriets 5. Maj Komité er Jørgen Barfod, der samtidig er formand for organisationen Frihedskampens Veteraner.
Finanslovsudvalget tiltrådte i november en ansøgning fra Statsministeriet om en bevilling på fem millioner kroner til markering af 60-året for befrielsen. En bevilling som administreres af 5. Maj Komiteén.
Blandt andet har man planlagt en mindehøjtidelighed i Ryvangen 4. maj om aftenen, mens der 5. maj gennemføres kransenedlæggelser, først i Ryvangen, derefter ved mindeankeret i Nyhavn. Efterfølgende er der gudstjeneste i Holmens Kirke.
Senere på dagen arrangeres en festmiddag for veteraner og ofre på Københavns Rådhus. Det er veteranorganisationerne i 5. Maj Komiteén, der inviterer deltagerne i denne middag.
Det er også statsministeriets 5. Maj Komité, der står som initiativtager til Undervisningsministeriets hjemmeside om besættelsen. Den findes på www.befrielsen1945.dk og er designet til undervisningsbrug i de større klasser.
Den folkelige fejring
Omvendt har en række modstandsorganisationer efter afslutningen af Anden Verdenskrig fastholdt et engagement i kampen mod nazisme, fascisme og undertrykkelse.
Det er en række af disse organisationer, der er initiativtagere til 4. Maj Komiteen, der står som arrangør af et stort anlagt festmøde 4. maj om aftenen på Rådhuspladsen med efterfølgende arrangement i Lille VEGA.
4. Maj Komiteén består blandt andet af Horserød-Stutthof foreningen, Aktive Modstandsfolk, AMager PArtisaner, Folkebevægelsen mod Nazisme, 4. maj initiativet fra Vesterbro, Dokumentationscentret mod Historieforfalskning, en række BOPA-folk, politiske partier og fagforeninger.
Da det blev kendt, at der var bevilliget fem millioner kroner til fejringen af 60 året søgte 4. Maj Komiteén om en halv million kroner, først og fremmest til gennemførelsen af arrangementet på Rådhuspladsen og i VEGA. Men komiteen har ikke fået så meget som en krone.
Horserød-Stutthof Foreningen har fået lidt til nogle af sine aktiviteter: 30.000 kroner til en udstilling om kz-lejren Stutthof, der blandt andet vil blive opstillet på Rådhuspladsen; 60.000 kroner til en rejse til mindehøjtideligheden i selve Stutthof og endelig 9.000 kroner til blomster og kranse.
Overskriften for 4. Maj Komiteéns aktiviteter er: Fest - Danmark befriet 1945 og Protest - Danmark besættelsesmagt 2005.
På den måde lægger 4. Maj Komiteén også afstand til statsministerens omklamring af modstandsbevægelsen: ved forskellige lejligheder, senest på hjemmesiden www.befrielsen1945.dk, roser statsministeren nemlig modstandsfolkene, fordi de tog stilling dengang.
Vi har spurgt Anton Nielsen, formand for 4. Maj Komiteén, om hvordan har ser på statsministerens 'roser':
- Det er ligesom at blive omfavnet af en lommetyv. Jeg er enig med ham i hans vurdering af samarbejdsregeringen, men han er utidig i denne her sammenhæng. Hans parti var ét af de mest nidkære samarbejdspartier under besættelsen. Og nu spænder han modstandsbevægelsens gode renommé for sin egen krigsvogn i Irak. På den måde driver han politisk plat på modstandsbevægelsen.
60-året for befrielsen
Onsdag den 4. maj
Københavns Rådhusplads klokken 18
* Taler af: Leif Larsen, Dokumentationscenter mod Historieforfalskning - Anton Nielsen, Horserød-Stutthof Foreningen
* Musik: Kim Larsen solo - Kenneth Thordal og Strandvaskerne - Benny Holst Trio
* Laila Andersson læser prolog af Erik Stinus
* Afspilning af frihedsbudskabet
Derefter fakkeltog med Røde Horn i spidsen til Lille VEGA
Lille VEGA klokken 21.30
* Tale af Patric McManus, Foreningen Oprør
* Musik: Anne Eltard og Torben Kjær - Søren Krogh med orchæzter
Arr.: 4. Maj-komiteen der består af fangerorganisationer, modstandsorganisationer samt diverse partier og foreninger.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278