Lokale lønforhandlinger ved Arovit Petfood står i stampe. De ansatte står fast på egne lønkrav og har afvist nyt lønudspil fra ledelsen ved at genetablere blokade.
Efter to timers pause mandag morgen blev blokaden mod dyrefoderfabrikken Arovit Petfood i Esbjerg startet op igen.
Pausen blev brugt på et stormøde, hvor samtlige ansatte skulle tage stilling til, om strejken i protest over ledelsens tilbud ved de lokale lønforhandlinger skulle fortsætte.
- I weekenden fik vi direktøren i tale. Men nogen egentlig forhandling har der ikke været, og der bliver det heller ikke så længe der strejkes, siger Lone Bjerre, fællestillidskvinde til Arbejderen.
Mandag formiddag kom ledelsen ikke desto mindre med et nyt tilbud i stedet for det, der fik de omkring 400 ansatte til at nedlægge arbejdet torsdag i sidste uge.
- Vi er i forvejen blevet tilbudt 2,10 kroner i timen de næste to år, svarende til 350 kroner om måneden. Det nye tilbud lyder på en ekstra krone, men den lægges ovenpå spildaftalen, der udbetales for hver fremmødt time. Det giver 120 kroner ekstra om månden, hvis man vel at mærke ikke bliver syg. Alligevel fik tilbuddet en kølig modtagelse, fordi spildaftalerne plejer at blive forhandlet uafhængigt af lønforhandlingerne, fortæller en af blokadevagterne.
- Folk er stadig ikke tilfredse. De står fast på vores oprindelige krav, og derfor blev blokaden genetableret efter stormødet, fortæller Lone Bjerre.
De strejkendes krav lyder på 500 kroner om måneden ved en et-årig aftale og det dobbelte ved en to-årig aftale, forstås. Den genoprettede blokade forhindrer råvarer i at komme ind på fabrikken og færdige produkter i at komme den anden vej.
De ansatte, som Arbejderen har snakket med, kan fortælle, at der står en del varer på lager, som skulle have været ude af fabrikken allerede i fredags. I det hele taget er det en travlt periode for Arovit, og der skulle oprindeligt have været arbejdet over i weekenden for at få en større ordre på plads.
Indtil videre forbliver dåserne med dyrefoder på lageret, og der bliver de i det mindste, indtil der har været nyt stormøde for de ansatte tirsdag morgen klokken 7.00.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278