De ansatte på Arovit Petfood i Esbjerg er gået i arbejde igen. Ledelsen har bøjet sig for de ansattes krav om forhøjelse af den faste timeløn.
Fire dages blokade på dyrefoderfabrikken Arovit Petfood i Esbjerg er slut.
- Efter ti minutters stormøde her til morgen besluttede folk at genoptage arbejdet. Vi har fået et tilbud fra ledelsen, som alle kan acceptere, fortæller Lone Bjerre, fællestillidsrepræsentant til Arbejderen.
Ifølge talsmand Morten Lintrup er alle glade og humøret højt, fordi det lykkedes at opnå et fornuftigt resultat.
- Ledelsen har bøjet sig for vores krav om, at lønforhøjelsen gives på den faste timeløn og ikke udbetales som bonus. Da vi gik i strejke, var det fordi ledelsen ikke ville imødekomme vores krav. Det er sket nu, og nu er vi glade for, at konflikten ikke trak i langdrag, siger Morten Lintrup.
Spurgt direkte bekræfter han, at det tilbud, som de ansatte har accepteret, lyder på omkring 3,10 kroner i timen. Det er en krone mere end ledelsens oprindelige udspil, som udløste strejken og blokaden torsdag i sidste uge.
Konflikten har lagt pres på den amerikansk ejede virksomhed, da en større ordre dyrefoder skulle have været leveret til en kunde allerede fredag i forrige uge. Foderet kan nu blive leveret med fire dages forsinkelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278