Foreningen Oprør vil hindre, at Colombias vicepræsident forlader Danmark. Men det kræver at politiet anholder manden, påpeger talsmand Patrick Mac Manus.
Colombias vicepræsident blev mandag meldt til Københavns politi for meddelagtighed i mord sidste år på næstformanden i landarbejdernes forbund, Pedro Jaime Mosquera Cosme.
Vicepræsidenten, Francisco Santos Calderon, er for øjeblikket på besøg i Danmark, hvor han holder møder med blandt andet udenrigsminister Per Stig Møller.
Bag anmeldelsen står foreningen Oprør, der vil hindre at vicepræsidenten forlader Danmark, påpeger foreningens talsmand, Patrick Mac Manus, over for Arbejderen.
- Colombias vicepræsident er medansvarlig for mord og tortur. Lige som Chiles diktator Pinochet blev tilbageholdt i London, vil vi have Santos anholdt og retsforfulgt her i København. Magthavere bør stilles til ansvar for handlinger, der bliver begået mod egne borgere, siger han til Arbejderen.
Ifølge en række menneskerettighedsgrupper, blandt andet Human Rights Watch, udfører dødspatruljerne i Colombia det beskidte arbejde for sikkerhedsstyrkerne, hvis øverste ledelse er præsidenten og vicepræsidenten.
De er medansvarlige for mordet på Mosquera, der blev bortført og torteret ihjel i 2004, mener Patrick Mac Manus.
Vicepræsidenten har holdt møde med Per Stig Møller for at presse danske myndigheder til at sigte Foreningen Oprørs medlemmer for støtte til terrorisme, skriver det colombiske dagblad El Tiempo ifølge Modkraft.
Avisen citerer Santos for at sige, at han overfor den danske udenrigsminister én gang for alle vil modbevise organisationen Oprørs angivelige uskyld, og fremlægge video- og foto-dokumentation. Oprør sendte sidste år 50.000 kroner til befrielsesbevægelsen FARC i Colombia som en protest imod terrorlovgivningen.
Det lykkedes ikke for Arbejderen at få en kommentar til anmeldelsen, hverken fra Københavns Politi eller politidirektør Hanne Bech Hansen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278