Københavns politi bekræfter at have modtaget foreningen Oprørs anmeldelse af den colombianske vicepræsident.
- Vi vil meget gerne bidrage til den udvikling, som anholdelsen af Pinochet også var en del af, nemlig at bødlerne i diktatoriske regimer ikke kan vide sig sikre, når de kommer til udlandet, siger Patrick MacManus fra foreningen Oprør til Arbejderen.
Som tidligere omtalt i Arbejderen anmeldte Oprør mandag Colombias vicepræsident Francisco Santos Calderon til politiet. Anmeldelsen lyder på meddelagtighed i mordet på næstformanden i det colombianske landarbejderforbund.
Københavns Politi bekræfter overfor Arbejderen, at have modtaget anmeldelsen, men det lykkes ikke i går at få oplysning, om hvad politiet vil foretage sig i sagen.
Calderon kom til Danmark for at mødes med den danske udenrigsminster, Per Stig Møller. Mødet handlede om terrorbekæmpelse.
Men ifølge de colombianske medier ville Calderon også forsøge at presse de danske myndigheder til at rejse sigtelse mod navngivne medlemmer af foreningen Oprør. Foreningen har tidligere støttet den colombianske oprørsbevægelse FARC med 50.000 kroner.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få oplyst i Udenrigsministeriet, hvad der kom ud af mødet.
Oprør har afkrævet Per Stig Møller en garanti for, at foreningens medlemmer nyder fuld beskyttelse af deres politiske rettigheder.
Calderon er under anklage fra blandt andre Human Rights Watch, der gør ham ansvarlig for de dødspatruljer, der myrder fagligt aktive og medlemmer af oppositionen i Colombia.
Enhedslistens Line Barfod har, i forbindelse med Calderons besøg, stillet en række spørgsmål til både undenrigs- og justitsministeren.
Spørgsmålene til Per Stig Møller går på om Colombia, i lyset af anklagerne fra Human Rights Watch, er en passende samarbejdspartner i forbindelse med terrorbekæmpelse.
Samt hvilke oplysninger, om danske statsborgere og organisationer og herboende colombianske statsborgere, som ministeren har givet til det colombianske regime.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278