24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen faglige rettigheder i Irak

Ingen faglige rettigheder i Irak

Lørdag, 19. marts, 2005, 00:00:00

Udenrigsminister Per Stig Møller skal svare på ´hvorfor Saddam Husseins love af 1987, der forbyder strejker og hindrer faglig organisering, stadig er i kraft´.

For over et år siden lovede udenrigsminister Per Stig Møller fra Folketingets talerstol, at besættelsesmagten i Irak ville sikre irakerne deres faglige rettigheder.
Men intet er sket. Saddam Husseins fagforeningsfjendske love gælder fortsat, påpeger Frank Aaen, udenrigsordfører for Enhedslisten.
- Regeringens hurra-optimisme omkring Irak viser sig gang på gang ikke at holde stik, siger han til Arbejderen.
- Besættelsesmyndighederne i Irak, CPA, er for øjeblikket i færd med at udarbejde forslag til en revision af den irakiske arbejdslovgivning, forklarede Per Stig Møller i januar 2004.
Men irakiske oliearbejdere klager nu over, at deres fagforening ikke kan blive anerkendt, og at de ikke har retten til at strejke. Det får nu Enhedslisten til at afkræve udenrigsministeren et svar. Per Stig Møller skal svare på 'hvorfor Saddam Husseins love af 1987, der forbyder strejker og hindrer faglig organisering, stadig er i kraft'.
- De bestemmelser, der hindrer faglig organisering, er jo indført eller opretholdt af besættelsesmagten. Det fremgår af det svar, som Per Stig Møller gav, da vi rejste sagen for over et år siden. Og selv om der er blevet indført nye irakiske arbejdsmarkedslove, er de faglige rettigheder åbenbart stadig ikke sikret, siger Frank Aaen.
Det er dog ikke alle fagforeninger, der ikke er anerkendt. Landsorganisationen IFTU, der er positiv over for besættelsesmagten, er blevet anerkendt af styret i Irak.
- De flinke fagforeninger kan blive anerkendt, men dem, der er kritiske over for besættelsen, kan ikke blive anerkendt. Der er ingen moralsk forskel på, hvordan Saddam behandlede fagforeningerne og det som sker i dag under besættelsen, siger Frank Aaen.
Det er igennem fagforeningerne at irakerne kan opbygge et demokratisk samfund, påpeger Jan Mathisen, medlem af DKP/ML«s faglige udvalg.
Han har erfaringer med at samle penge ind fra danske fagforeninger til palæstinensiske fagforeninger, som han har besøgt flere gange.
- Det er de uafhængige bevidste kræfter i den palæstinensiske fagbevægelse, vi har støttet. Dansk fagbevægelse burde støtte de faglige kræfter i Irak, der vil et demokratisk samfund og som vil have besættelsesmagten ud. Det er de kræfter, der vil nogle reelle fagforeninger, der ikke er i lommen på USA eller USA«s regering i Irak, siger Jan Mathisen, og understreger at en demokratisk udvikling i sidste ende afhænger af, at besættelsesmagten trækker sig ud af Irak.
Spørgsmålet om fagbevægelsens problemer i Irak blev rejst i Danmark, da Arbejderen i februar refererede fra et interview i den britiske avis, The Guardian, med formanden for oliearbejderne i Basra-provinsen, Hassan Juma«a Awad.
Han sammenlignede de udenlandske tropper i Irak med Saddam Husseins sikkerhedsstyrker. Saddams hemmelige politi plejede at kravle op på tagene og ind i vores hjem om natten. Nu om dage slår besættelsesstyrkerne døren ind i fuldt dagslys, sagde Juma«a Awad blandt andet og krævede de udenlandske tropper ud af Irak.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. mar. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:21

Indland