24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Elever gør ministerens arbejde

Elever gør ministerens arbejde

Onsdag, 30. marts, 2005, 00:00:00

Tre et halvt år efter den stort proklamerede lov om undervisningsmiljø er intet sket - nu tager eleverne sagen i egen hånd.

Vurderinger af arbejdsmiljøet på landets skoler skulle være strømmet ind på undervisningsministerens bord. Men kun under halvdelen af skolerne har foretaget eller er igang med at kortlægge deres arbejdsmiljø.
Nu tager gymnasieeleverne sagen i egen hånd: Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) har bedt deres elevrødder på samtlige landets 143 gymnasier indsende deres lokale vurdering af arbejdsmiljøet.
- Vi vil samle rapporterne for at vise ministeren, hvordan det står til med undervisningsmiljøet. Og vi vil sætte specifikt navn på de gymnasier, der ikke opfylder loven, så undervisningsministeren kan handle, siger levevilkårsordfører i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Laurids Hovgaard, til Arbejderen.
Han er frustreret over, at den tre et halvt år gamle lov om undervisningsmiljø ikke indeholder nogle sanktionsmuligheder overfor kommunerne - og den afsætter ikke én krone til at forbedre arbejdsmiljøet.
I december måned sidste år skulle den daværende undervisningsminister have fremlagt resultaterne af loven. Men intet er sket.
Det skyldes måske, at der ikke er meget at vise frem: Kun 41 procent af samtlige landets uddannelsesinstitutioner har udarbejdet eller er i gang med at udarbejde de lovpligtige arbedsmiljøvurderinger, viser en foreløbig rundringning til landets kommuner som konsulentfirmaet Rambøll har foretaget.
En lang række skoler er slet ikke igang. Laurids Hovgaard er ikke i tvivl om, hvorfor.
- Loven er ikke andet end en hensigtserklæring. Det er en papirlov, som ikke giver eleverne reelle rettigheder. Der er ikke mulighed for at skride juridisk ind eller give kommunerne den nødvendige økonomiske støtte, som betyder at politikerne kan sikre et bedre arbejdsmiljø. Lokalpolitikerne er heller ikke forpligtet til at gøre noget ved de eventuelle fejl og mangler som rapporterne afslører, påpeger Laurids Hovgaard.
Det er en skam, mener DGS. Et dårligt arbejdsmijø risikerer nemlig at få alvorlige konsekvenser for den enkelte elev.
- Et dårligt undervisningsmiljø forstærker den negative sociale arv. Når der ikke er tid til den enkelte eller når koncentrationen ryger på grund af for dårligt indeklima eller dårlige stole, så er det de svage elever der først dropper ud og ikke får en uddannelse, konstaterer Laurids Hovgaard.

Hvis dit gymnasium har gennemført en evaluering, så send en mail til DGS: laurids@dgsnet.dk eller ring på tlf.: 70 20 40 17

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. mar. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland