24 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringen dikterer kommunal skat

Regeringen dikterer kommunal skat

Onsdag, 06. april, 2005, 00:00:00

Kommunernes Landsforening raser over, at regeringen ved lov fastfryser kommuneskatterne til næste år.

Regeringen sætter ekstra triumf på den meget stramme økonomiske styring af kommunerne. Ingen kommune får lov til at hæve skatten til næste år. Med en lovændring fastfryses de kommunale skatteprocenter, så skatten til næste år bliver det samme som i år. Det samme gælder for grundskyldspromille og dækningsafgift.
Lovforslaget, der netop er sendt i høring, vækker voldsom harme i Kommunernes Landsforening.
- Regringens forslag om at fastfryse den kommunale skatteudskrivning er udtryk for en ubegrundet og stor mistillid til kommunerne, erklærer Ejgil W. Rasmussen, formand for Kommunernes Landsforening.
- Der er på ingen måde behov for så drastisk et indgreb. Kommunerne har de sidste tre år overholdt regeringens skattestop, og kommunerne er også indstillede på i 2006 at arbejde for samlet set uændrede kommunale skatter, understreger Ejgil W. Rasmussen.
Det forventes, at fastfrysningen af kommuneskatterne bliver et stort diskussionspunkt når Kommunernes Landsforening holder delegeretmøde i morgen.
Regeringen har ikke fundet det nødvendigt at diskutere lovforslaget med kommunerne, inden det blev fremlagt. Den begrunder det voldsomme skridt med en bekymring for, at kommunerne vil sætte skatten op i forbindelse med kommunalreformen og de mange kommunesammenlægninger.
Sammen med fastfrysningen af kommuneskatterne lægger regeringen en række andre økonomiske bånd på kommunerne, blandt andet tvinges de bedst stillede kommuner til at deponere penge i banken. Disse stramninger blev forhandlet på plads med kommunerne i slutningen af februar. Men her var der ingen snak om skatteprocenten.
Dansk Folkeparti erklærer sig, noget modstræbende, parat til at støtte lovforslaget, som dermed har flertal i Folketinget.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. apr. 2005 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:07

Indland