Øget interesse for fri proces til Højesteret i sagen om Den Sociale Pensionsfond.
Medens forårssolen skinnede for fuld hammer ude på slotspladsen, var der også tegn på forår bag Christiansborgs metertykke mure i Folketingets socialudvalgs mødeværelse nr. 2 - 141.
Her mødte - den sidste dag i marts - en deputation på syv medlemmer fra Den Koordinerende Gruppe Folketingets socialudvalg. Mødets emne var fri proces til fortsættelse af retssagen om Den Sociale Pensionsfond til Højesteret.
Sidste år frifandt Østre Landsret staten i sagen om tyveriet af penge fra Den Sociale Pensionsfond, penge der ellers skulle være gået til en tillægspension for ældre. Den Koordinerende Gruppe holder stædigt fast i, at staten ikke skal slippe godt fra sit løftebrud.
To gange før er deputationer fra gruppen mødt op for at drøfte pensionsfonden. Første gang var der kun mødt fire af udvalgets 17 medlemmer, og da deputationen var på syv medlemmer, ville en eventuel afstemning være faldet ud til gruppens fordel.
Anden gang udartede mødet sig til et kraftigt skænderi mellem to af udvalgets medlemmer, en konservativ og en socialdemokrat. Det konservative medlem lovede at hjælpe Den Koordinerende Gruppe med at få adgang til sagens akter. Det fik han meget højlydt besked om, at han ikke måtte. Det var imod de meget antikverede regler, der følges i de folketingsudvalg, der modtager deputationer.
Det blev dog kun til verbale øretæver og ikke som i den russiske duma for nyligt, hvor et skænderi udviklede sig til en regulær boksekamp mellem de folkevalgte.
Formand taget på ordet
Ved det tredje møde med socialudvalget stod alle udvalgets 17 medlemmer ved deres stole, da deputationens syv medlemmer trådte ind i mødelokalet.
Da præsentationen var overstået, og det var understreget, at mødet ikke måtte vare længere end 15 minutter, lagde gruppens ordfører, Leif Larsen ud med en række argumenter for at give fri proces til at føre sagen for Højesteret.
Leif Larsen henviste blandt andet til en række eksperter, der har anbefalet at sagen om Den Sociale Pensionsfond kommer for Højesteret. Det gælder blandt andet professor i socialret, Kirsten Ketscher, der har udtalt, at der 'er behov for at få en principiel retslig afgrænsning af borgernes rettigheder i forhold til staten.'
Han sluttede med at citere den nyvalgte udvalgsformand fra Dansk Folkeparti: 'Jeg vil i høj grad opfordre borgerne til at komme i deputation, hvis de føler sig dårligt behandlet af samfundet. Vi kan ikke altid tage enkeltsager op, det har vi et system til, men hvis vi oplever, at 100 borgere klager over det samme, så er det en sag for os politikere', sagde Pia Kristensen den 21. februar til TV2 i Politik.
Leif Larsen tilføjede, at netop sagen om Den Sociale Pensionsfond er en sådan sag, som udvalgsformanden efterlyser. Her har tusindvis af borgere klaget over, at de aldrig har fået den af lovgivningen fastlagte tillægspension, som de har betalt til gennem 11 år.
Afhængig af fri proces
Efter dette oplæg tog Hardy Hansen, en anden af delegationens medlemmer, ordet.
- Jeg vil anmode Folketingets socialudvalg om at være os behjælpelig med at få sagen om Den Sociale Pensionsfond for Højesteret, da sagen om fri proces er afvist af Civilretsdirektoratet. Og I skal vide, at vi kommer ikke for at få noget af jer eller af statskassen, men kun for at hente vore egne penge, som vi selv har betalt til den Sociale Pensionsfond, sagde Hardy Hansen til en indledning.
Han henviste blandt andet til, at Folketingets forhenværende formand Erling Olsen kaldte sagen for 'Danmarks største statstyveri'.
- Og da Erling Olsen ikke er hvem som helst, mener jeg Folketinget alene af denne udtalelse er forpligtet til at lade sagen gå til Højesteret, understregede den tidligere SiD-formand.
Herefter fik udvalgsmedlemmerne mulighed for at stille spørgsmål.
Line Barfod (Enhedslisten) spurgte, om der var nogen forældelsesfrist, der hindrede adgang til Højesteret. Hun ville også vide, om Den Koordinerende Gruppe havde et bud på, hvor meget det vil koste at føre sagen gennem Højesteret, hvis der ikke blev ydet fri proces.
Ole Glahn (Radikale Venstre) spurgte, om Den Koordinerende Gruppe eventuelt selv kunne få de penge samlet samen, det kostede at føre retssagen i Højesteret.
Leif Larsen svarede, at han ikke var vidende om, at der var en tidsfrist for at bringe sagen videre til Højesteret. Det vil socialudvalget nu undersøge og herefter meddele gruppen resultatet.
Han understregede også, at det ikke vil være muligt for gruppen at undvære fri proces, idet udgiften - der ligger mellem tre og fire millioner kroner - ikke har nogen reel mulighed for at blive indsamlet blandt de i forvejen økonomisk svageste.
Kasketten af
Herefter indtraf en hændelse, som næppe er sket nogensinde i et af Folketingets mange udvalg.
Formanden, Pia Kristensen meddelte, at hun nu tog formandskasketten af. Hun førte begge hænder op til hovedet, løftede en fiktiv hovedbeklædning, satte den forsigtigt på bordet, medens hun erklærede, at det hun nu sagde, kunne hun ikke sige som formand for udvalget, og det var følgende:
Jeg er helt enig med formanden for Finansudvalget Kristian Thulesen Dahl, når han har sagt, at sagen om Den Sociale Pensionsfond bør bevilges fri proces til Højesteret.
Derefter tog hun 'kasketten' på igen, medens et overrasket udvalg og ditto deputation sad tilbage med en fornemmelse af at ha' oplevet noget ret usædvanligt.
Ved afslutningen af mødet fik udvalgsformanden overrakt 4.440 underskrifter og deputationen fik at vide, at der nu vil blive stillet nogle spørgsmål om sagen til justitsministeren, hvilket betyder, at sagen igen ligger på Folketingets bord.
Lene Espersen skal blandt andet svare på, om hun har nogen mulighed for at gå ind i sagen i forhold til den konkrete ansøgning om fri proces.
Den Koordinerende Gruppe opfordrer folk rundt omkring i landet til at lægge pres på blandt andet lokale politikere, så sagen ikke får lov til at dø.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278